I følge Meriam Webster blev det første gang brugt i 1952, hvor betydningen var "of superior quality or sophistication and usually high in price".

Nu er det sådan med ordbogsdefinitioner at de ændres i takt med at brugen ændres og i dette tilfælde hvor du refererer til Oxford Dictionary, er det den typiske britiske brug af ordet der er sat som definition. Meriam Webster har gerne den typiske brug af ordene i USA. De fleste ord er derfor også defineret ud fra hvordan den tidligere brug har været og er ikke opdateret på hvordan den nutidige brug er.

Det vi har brug for er den typiske brug indenfor Hi-fi og ikke nogen generel definition, da man indenfor mange områder alene refererer til prisen (biler, tøj, smykker mm.), mens man indenfor andre områder alene referer til kvaliteten (måleudstyr, værktøj, o.a.). For nogle områder følges pris og kvalitet, for andre er det nærmest ren branding der sætter prisen (man kan købe dyre designervarer, hvor kvaliteten er meget ringere end for de masseproducerede mere eller mindre generiske brands, men logo/design giver prestige for kundesegmentet - tænk tøj, sko og smykker, som eksempler).

Indenfor Hi-fi er der tydeligvis uenighed om brugen, så derfor giver det ikke mening at holde sig strengt til en bestemt ordbogsdefinition, når flere toneangivende ordbøger er uenige.

Indenfor Hi-fi er det også værd at huske, at selvom et High-End produkt er noget af det ypperligste indenfor komponenter, design og har den højeste pris, så kan det sagtens være ulideligt at lytte til, selvom det endda også har de bedste målinger. De fleste bliver nemlig hurtigt lyttetrætte af en kold klinisk neutral lyd.

For mig er High-End indenfor Hi-fi den definition Meriam Webster benytter og det er den definition jeg lærte at kende i firserne, da jeg begyndte at interessere mig for emnet (indtil da betragtede jeg et godt anlæg, som noget der blot kunne spille højt uden at forvrænge).