Buchardt P300 og S400 MKII, hvad er dit indtryk

https://www.youtube.com/watch?v=QKmVQVcwmxU ;

EDIT: Kæmpe meget ros til Buchardt (både som selskab, men også Mads), som gav mig en af de fedeste oplevelser jeg har haft, når det kommer til at skulle finde ud af hvilke gear man vil have. De har taget sig rigtig god tid til at få lavet en aftale, sat tingene op, og givet mig masser tid til at lytte, for ikke at nævne at jeg fik lov at låne et sæt med hjem. Dialogen bagefter for at finde ud af hvorfor vores stue er sendt fra helvede for at ødelægge musik, var også rigtig god. På intet tidspunkt har der været pres på for at købe et eller andet. Super super flot måde at drive forretning på, hvilket gør at de er de første jeg går til når jeg har fået styr på akustikken herhjemme.

Nåh, jeg kan lige følge op. 

Jeg lyttede som sagt til dem begge to, hos Buchardt i Silkeborg, med det musik jeg nu hører (Michael Jaksons Of The Wall, Thriller og Bad, samt Queen og alle de andre gode fra 80'erne. Lidt moderne mainstream blev det også til f.eks. Ed Sheeran), igennem Wiim mini, tilsluttet Buchardts egen forstærker med optisk toslink. Musikken blev streamet fra Tidal i højeste mulige kvalitet (typisk remasters, de gode af dem), og jeg tror det var igennem WiFi (fik ikke øje på netværkskabler).

Til at starte med vil jeg lige nævne, at jeg godt kan lide, at der er en my ekstra tryk i bunden (bare lige 1-2 db), omkring der hvor stortrommen befinder sig, så man kan fornemme den. Jeg mener det er fundamentalt for at kunne nyde musik. Og så kan jeg også godt lide en my ekstra (virkelig ikke meget ekstra, måske 1 db) i toppen. Bare lige nok til at bækkener og vokaler bliver lidt mere levende.

Med det sagt, så kan jeg afsløre, at P300 imponerer helt vildt i bunden af frekvensområdet. Jebus (det er Homer's udtryk, for dem der ikke ved det), de spiller med autoritet og tyngde. Vildt, at så små kasser kan lave så meget tryk, også når du skruer op. Men det bliver lidt for meget til min smag, og en smule unuanceret. Det bliver dog ikke mudret eller boomy, og de er samtidig ret præcise og hurtige. Dog dræber de detaljerne i bassen, og en smule i mellemtonen og diskanten, netop fordi bunden har fået et boost i forhold til resten. Og man skal skrue en del op for at få dem tilbage igen. Ved lav og moderat volumen virker de ret mørke i lyden. Som sagt mister de lidt detaljer, og der mangler lidt luft og fremtrædenhed i mellemtonen og diskanten. Men, igen, hvis du skruer op, så bliver de mere levende. Jeg vil tro at folk der har meget genklang der hjemme, og godt kan lide at skrue op, samt have masser af bas, vil kunne lide disse meget (forklaring følger).

S400 MkII er en anden sag. Jeg vil give Mads Buchardt, som i øvrigt tog imod mig, ret i, at de læner sig meget mere mod den neutrale side. Men disse har også en lille boost i bunden, samt aftager meget svagt helt i toppen. Det er på ingen måde lige så markant som P300'erne, og det betyder at der ikke er den samme tyngde og slagkraft i bunden, som på P300'erne, og de lyder ikke mørke, som P300'erne gør. Til gengæld har de massere af luft, lethed og overskud, og en virkelig flot detaljegrad, som på intet tidspunkt forsvinder (med mindre du skrue så langt ned, at musikken blot bliver baggrundsstøj). Jeg hører nemmere detaljer og nuancer i alle instrumenter, samt vokaler, som jeg tidligere skulle fokuserer meget mere på, for at høre dem. Det gælder både bas, mellemtone og diskant. For sådan en som mig var lydsignaturen helt perfekt... i Buchardts demorum... mere om det senere. Selvom de "kun" havde en meget beskeden boost i bunden, var det nok til at undertegnede synes det var lækkert og helt perfekt. De rammer slet ikke lige så hårdt som P300'erne, men de rammer hårdt nok. Vil man dog have lyden fra kælderen med, og i et niveau der kan følge med resten, så skal man have en subwoofer... altså en rigtig subwoofer der går under 35hz.

Begge modeller var ret gode til at separere instrumenter, uden at det blev klinisk eller industrielt (håber det giver mening). S400'eren var naturligvis markant bedre til dette, og det løs renere og mere detaljerigt. Begge modeller var også gode til at placere instrumenter rundt i lokalet, og igen var S400'eren mere skarp, eller nærmere, mere bred. Dybdemæssigt fornemmede jeg ikke det store, og heller ikke forskel. S400'eren gemmer sig også lidt bedre, forstået på den måde, at man lægger mindre mærke til at lyder kommer fra højttalere.

Ovenstående beskrivelser er lavet ud fra hvad jeg hørte hos Buchardt, i deres demorum. Historien er en helt anden hjemme hos mig selv... i hvert fald med S400'erne (MkII). Jeg lånte nemlig et sæt af dem med hjem. Hos os, hvor jeg har helt bare vægge i en L-format stue-alrum-køkken (vi har få møbler med hårde flader, hængende på et par vægge, og ellers almindelig møbler i rummene) er der både steder hvor lyden reflektere og forsvinder. Så lyden bliver få forstærket og forsvinder. Og med den næsten tvungne indretning (det er det eneste der giver mening, mht. kabelrør og stik), så får vi en ok lyd ved lav og moderat volumen, og en meget skinger og skarp lyd når vi skruer op. Der er nogle frekvensområder der tydeligt bliver forstærket, og nogle der tydeligt bliver svagere. Det gælder på tværs af hele frekvensområdet, og det er vildt mærkeligt og frustrerende for sådan en som mig der ikke har styr på fysikken af det.

Så højttalerne er lækre, og til min smag er S400'erne meget tæt på perfekte, men min stue smadre det hele. Det får alt til at lyde ad helvedes til, når man skrue mere op end moderat-højt.

Så nu skal jeg finde ud af hvad jeg skal gøre for at "fikse". Og så kan jeg beslutte mig for om jeg skal købe S400 MkII'erne. Efter min mening er prisen også helt rigtig (læs: meget fornuftig).