Jeg tror egentligt at der, hvor kæden hopper af, er når begrebet "naturligt billede" og tilsvarende kommer på banen i forbindelse med kalibrering, som ikke isoleret set handler om at opnå et billede akkurat som at kigge ud af vinduet - det er faktisk meget enklere:

I forbindelse med mastering/colourgrading i studiet anvendes en/flere monitors, der er kalibreret efter standarder, som branchen er enig om (f.eks. BT.1886, Rec.709, HDR-10 o.l.). Dermed redigeres indholdet som colourgrader'en ønsker det, og som han ser det på det kalibrerede udstyr. Ved dette opstår det, som man kalder rendering intent, altså hensigten med præsentationen.

Hvis vi nu kalibrerer vores udstyr derhjemme så tæt på samme oplevelse, som der var i colourgrading-studiet, så kan vi komme så tæt på at opfylde rendering intent derhjemme som muligt (inden for udstyrets grænser/ydeevne, naturligvis). Der er faktisk tale om en slags protokol, der overfører data fra A (studiet) til B (stuen) - og dette skal (helst) ske uden introduktion af fejl eller støj.

Det samme gælder for HDR, hvor der skal kunne opnås samme lysstyrke (typisk anvendt i kortere scener eller highlights) hjemme som i studiet. Kan dette ikke opnås, kan der også opstå problemer med korrektheden i farvegengivelsen. Hvis indholdet er mastered til 1000 nits, skal der idéelt set kunne reproduceres 1000 nits hos modtageren. HDR taler om absolutte lysstyrker (op til 10.000 nits jf, det uopnåelige...) i modsætning til f.eks. BT.1886, hvor lysstyrken i luma-kurvens punkter er relativ til displayets ydeevne: Den maksimale lysstyrke er dermed helt åben for fortolkning i SDR.

Rendering intent er naturligvis lettest at reproducere under kontrollerede forhold, der minder om studiets lysforhold. I dagslys skal der mere lys til - og det hele bliver langt mere problematisk at gøre korrekt, da omgivelserne nu ikke længere er kontrollerede (tilstrækkeligt) mht. lyset i omgivelserne, og synssansens fysiologi og refleksioner etc. begynder nu for alvor at være faktorer, der påvirker billedopfattelsen. Her kan man gøre det så godt, som man kan, med den viden man nu har.

Det hele kompliceres naturligvis af, at vi ikke nødvendigvis har samme farveopfattelse - men vi er nødt til i det mindste at forsøge at have ståsteder, der er faste i form af standarder, der er tilpasset majoriteten. Hvis man ikke har det samme farvesyn som andre, kan man i princippet ikke hjælpes med en kalibrering (billedet uden for vinduet opleves jo også forskelligt i den optik) - men til gengæld har man jo aldrig oplevet andet mht. farveoplevelse, og man kan derfor håbe eller måske endda antage, at man alligevel er "tunet ind" på oplevelsen, der forsøges formidlet, da ingen af os jo er vokset op i et vakuum.

Dertil kommer aspekter ved billedgengivelsen, der ikke er omfattet af standarderne - og teknologiernes synlige forskellighed, selvom der anvendes samme målemetoder og udstyr. Derfor er der, som Otto siger, et vist råderum for fortolkning, som er der, hvor “håndværkskalibratoren” kan gøre en yderligere forskel (gennem sine begrundede valg og fravalg) ud over det rent målbare.