Hvis vi nøjes med at kigge ohmsk på tingene, så foretrækker en forstærker en højttaler med høj modstand, da dette resulterer i at der går en lavere strøm.

Sat på spidsen, hvis du kortslutter højttalerterminalerne bag på din forstærker, så ser den en uendeligt lav modstand, og når der sættes spænding på løber der en uendeligt stor strøm og der kommer røg ud af forstærkeren = ikke så fedt.

Modsætningen er, at sætte en stor, fed modstand i serie med højttaleren. Nu løber der kun en meget liulle strøm = det er utroligt nemt for forstærkeren. Sat på spidsen kan modstanden blive så stor, at der er tale om en afbrydelse - det er de færreste forstærkere der har det svært med at man kobler højttalerne fra.

Hvorfor så ikke altid smide en modstand i serie med højttalerne, det gør dem jo nemme at drive? Ja, nemme at drive for forstærkeren, men svære at få ret meget lyd ud af. Du kender konceptet fra en volumenkontrol, som i princippet svarer til en modstand i serie med højttalerne, jo mere du drejer knappen mod venstre, des større er modstanden og des mindre lyd kommer der ud af højttalerne - og samtidigt bliver det nemmere for forstærkeren at drive tingene, du futter sjældent en forstærker af ved at spille lavt.

Omvendt, vil du have mest fest for pengene, så dur det ikke med en højttaler med en store indre modstand. Instrumenthøjttalere til musikbrug har typisk meget lav modstand og meget høj følsomhed, der skal ikke mange watt til før de spiller dundrende højt, til gengæld kræver det en forstærker der ikke få sved på panden af at levet en masse strøm - måske snakker vi ligefrem prof-forstærkere med blæserkøling.

Så hvis spørgsmålet er, hvilken højttaler er nem at drive, snakker du så om en der er nem for forstærkeren at drive eller en der er nem at få til at spille højt?

 ..og som Henrik er inde på, så siger opgivelsen på højttaleren ikke rigtigt noget brugbart, kun hvordan højttaleren måler ved en helt bestemt belastning ved en helt bestemt frekvens, tingene kan se totalt anderledes ud ved andre belastninger og frekvenser.

En klassisk effektforstærker består populært sagt af tre dele:

- En transformatordel der sørger for at lade ladelytterne op.

- Ladelytterne, der fungerer som en strømreserve for forstærkertrinnet.

- Forstærkertrinnet der forstærker signalet fra din lydkilde op til noget der kan drive højttalerne.

Hvis det er en integreret forstærker, er der også en indbygget forforstærkerdel der gør at du kan vælge signalkilde på en omskifter, skrue op og ned for lydstyrken og den slags.

Tilbage til selve det at forstærke lyden op. 50 watt er 50 watt, ikke så meget fikumdik der, men hvad sker der når musikken drøner derudaf?

Forstærkertrinnet forstærker tingene op og gør dette ved at suge strøm fra ladelytterne. Transformatordelen sørger i mellemtiden for at fylde ladelytterne op igen, så der er strøm til næste gang forstærkertrinnet har brug for det.

I en billig forstærker vil der typisk være sparet på transformatordelen og ladelytterne da de er dyre. Den kan stadig godt levere 50 watt, men hvis musikken bliver for krævende suger forstærkertrinnet ladelytterne i bund og transformatoren kan ikke nå at lade dem op igen. Du hører simpelthen at forstærkeren mister pusten og tingene begynder at mudre, den har ikke længere overskud til både at bevæge højttalerenhederne præcist og stoppe dem præcist op igen.

På den anden side kan du også have en monsterforstærker der yder "sølle" 50 watt. Hvis du kigger på Marshalls guitarforstærkere er de typisk kun på omkring 50 watt, men de har kæmpe transformatorer på 25-30 kg og ladelytter på størrelse med øldåser, de er stortset umuligt at trække i knæ uanset hvad du udsætter dem for. At de "kun" leverer 50 watt er udelukkende et spørgsmål om forstærkertrinnets effektivitet eller mangel på samme.

En tommelfingerregel ved forstærkere er at kigge på vægten. Du kan godt lave en tung skodforstærker, det er bare at fylde den med mursten, men du kan ikke lave en letvægts kraftkarl fordi en god transformator vejer godt til. Undtagelsen er de nye digitale forstærkere, der har utroligt effektive forstærkertrin - der er jeg desværre ikke helt så skarp på hvad der dur og ikke dur.

En anden måde at afsløre en stærk forstærker er, at den typisk "dobler op" når impedansen halveres, altså yder 50W i 8 ohm, 100W i 4 ohm og 200W i 2 ohm. Sådanne tal indikerer at den er ligeglad med hvor hårdt den belastes, den har strømreserver nok til at håndtere tingene.

- korrekt, en forstærker "behøver" ikke at kunne doble op på effekten for at være stabil. Men som strandvasker skriver, så er det  t y p i s k  en god indikator for stabilitet om den gør det!

MVH

Den leverer 2x50W ifølge specifikationerne, men er bygget ca. som en svejsestation og jeg har stadig til gode at opleve noget den ikke bare trækker..

..nåeja og så sparer jeg en del på varmeregningen, hvis der er fodkoldt er det bare at smide noget musik på.. 

Jeg tror de fleste der hat rodet med hifi i nogle år, ved at det der står på papiret i varierende grader er ret kreativt. Det løb helt løbsk da surroundforstærkere kom på banen. Det er nu altid rart at få det genopfrisket og fedt at Stereophile (som nærst er de eneste der gør det) laver seriøse målinger af forstærkernes ydeevne.

Dit eksempel med Densen viser egentligt bare at man i høj grad bør undersøge hvordan højttalerne opfører sig, da det absolut ikke giver mening at anskaffe sig en højttaler det dykker ned i 2ohm og har fasedrej. 

Erkender blankt at jeg ikke kan følge med dig når det kommer til teknisk viden

Jeg synes også at det betyder en del at højttalerne spiller godt med en forstærker der ikke koster en formue. Der er nogle højttalere der har ry for at tvinge forstærkere i knæ. For samlet vellyd, så betyder det jo også en del hvor stor del af det samlede budget der skal gå til forstærkning.