Super Audio CD - et dødt format?

Jeg læste på et tidspunkt en lettere omskrivning af et berømt Kennedy-citat:

Spørg ikke, hvad musikken kan gøre for dit hifi, men hvad dit hifi kan gøre for musikken.

Og diskussionen om SACD, high-rez, BD-Audio og hvad diverse højopløselige superformater nu hedder er for mig at se en tur slugt ned i hifi-fælden, hvor man udelukkende benytter sit anlæg på at spille supeoptagelser, og vægrer sig ved at spille sin gamle yndlingsmusik, fordi den er for dårligt optaget/komprimeret/ikke tilgængelig i high-rez (fortsæt selv remsen).

Sagen er, at de plader, jeg sætter allermest pris på, sjældent er specielt godt optaget – og det ændrer et superformat sjældent på – snarere tværtimod.

Selvfølgelig er der plader, hvor såvel produktion som musik er i top; og de (få) albums køber jeg gerne i en eller anden form for høj opløst format, men jeg gider ikke at sidde og lytte på Diana Krall eller Cheskys endeløst kedsommelige indspilninger blot fordi de er godt optaget – eller kan anskaffes i et høj opløst format.