godt billede vs god lyd

For nu at tage billedet først - så er de fleste herinde vist enige om at billedkvalitet måles objektivt. Det er ikke smag og behag om et billede er godt eller ej - man kan simpelthen måle det. Det kræver selvfølgelig at vi skal være enige om at et godt billede er et billede, der er så tæt på det filmstudierne har tænkt sig som det nu kan lade sig gøre. Men det er de fleste herinde (incl mig selv) vist enige om. Konklusionen er altså at jo mere korrekt billedet er jo bedre er det.

 

Med lyd ser tingene helt anderledes ud - korrekt lyd ville være en forstærker og en højtaler, der reproducerer lyden så lineært som muligt (dvs alle frekvenser afspilles lige kraftigt) og med så lidt forvrængning som muligt. Og det er som regel det man ønsker i et lydstudie.

     Men hjemme i stuen snakker vi om helt andre ting: varm mellemtone, fast kontrolleret bas, god rumfornemmelse i lyden, skinger diskant osv. Faktisk siger vi nogle gange at en lineær højtaler lyder kedelig.

Jeg har selv et setup bestående af HOLFI og nogle relativt gamle B&W højtalere. Jeg synes det lyder fantastisk, men jeg kunne aldrig drømme om at sige at det er korrekt (lineær) lydgengivelse. Og til studiebrug ville det være ganske ubrugeligt.

 

Jeg skriver ikke dette indlæg for at få svar på et spørgsmål eller påpege at nogen er forkert på den. Jeg synes bare det er sjovt, at der er så stor forskel på hvad "vi nørder" lægger vægt på mht lyd og billed. Men kommentarer modtages da gerne

 

resten er jeg helt enig i.
hvis alle havde samme mening, var der ikke så meget debat på dette forrum

Inden for lyd har vi slet ikke den samme tilbundsgående forståelse for hvordan vi opfatter lyden og ikke mindst hvordan de forskellige faktorer spiller sammen. Jeg er 100% overbevist om at den bedste lyd teoretisk set, til hver en tid er den mest korrekte lyd. Hvis du hører et flygel live, så er den bedste gengivelse dén der lyder nøjagtigt som da det blev spillet live (forudsat at det er indspilningens formål). Hvis folk hører en teoretisk perfekt gengivelse af dette flygel, og ikke mener det lyder godt, så er det fordi de ikke ved hvordan et flygel lyder, og så skal de lære dét, ikke lave om på hvad "korrekt" er. MEN - og det er et meget, meget stort men: Verden er ikke perfekt. Intet anlæg, eller optagelse for den sags skyld, er perfekt. Derfor står vi i en situation hvor forskellige degraderinger af lyden i forhold til den teoretisk perfekte gengivelse, skal opvejes imod hinanden. Og hér rammer vi muren, for vi har simpelthen ikke en tilstrækkelig forståelse for hvordan de forskellige faktorer spiller sammen. Eksempelvis så er det en udbredt antagelse at vi ikke kan måle stereoperspektiv. Stereoperspektiv er en subjektiv beskrivelse af hvor præcist instrumenterne er placeret i lydbilledet. Men hvis vi oplever en forskel i stereoperspektivet, og antager at det er en reel forskel og ikke en indbildt, så KAN vi måle den. I hvert fald i teorien - om vi har godt nok måleudstyr til det, det kan sikkert diskuteres, men jeg vil nu engang påstå at vi kan måle ting vi ikke kan høre, helt generelt, så hvis vi kan høre det kan vi såmænd nok også måle det. Problemet er at vi ikke ved hvad vi skal måle, og hvis vi måler forskel, så ved vi ikke nok om hvordan vi skal tolke målingerne.

 

Rigtigt mange antager at når frekvensgangen er lineær, så er lyden korrekt. Hvis de så ikke bryder sig om lyden, så antager de at det er fordi de ikke bryder sig om korrekt lyd, og dropper jagten på det korrekte. Det mener jeg er en stor fejl. Dét der sker, er at lyden er ukorrekt på andre områder end frekvensgang. Lyd er meget andet end frekvensgang. Du kan have en perfekt frekvensgang, men store fasefejl, komprimering af dynamikken, dårlig impulsgengivelse, ringning/efterklang, og masser af forvrængning. Jeg vil til hver en tid påstå at hvis et anlæg ser ud til at måle korrekt, men lyder dårligt, så er der noget vi mangler at måle. Det samme gælder for billede, hvis et billede ser ud til at måle korrekt men rent faktisk ser dårligt ud, så er det fordi de testbilleder vi har målt på ikke siger noget om netop dét punkt hvor billedet er ukorrekt.

 

Inden for lyd er det en udbredt antagelse at frekvensgang er den vigtigste parameter. Det tror jeg (uden at vide det konkret) ganske enkelt er forkert. Det er det suverænt nemmeste at måle, men det betyder ikke at det er det vigtigste. Inden for billede, er gamma-forløb i den mørkeste ende af billedet en sindssygt vigtig parameter, men supersvært at måle troværdigt. Jeg tror det samme gør sig gældende for lyd, vi antager at dét der er nemmest at måle, og dét hvor målingerne er nemmest at forstå, er de vigtigste målinger. Og som sagt, hvis vi så ikke kan lide lyden fra dét der måler godt, så beslutter vi at lyden ikke skal være korrekt for at være god, i stedet for at overveje om der er noget vi mangler at måle.

 

Problemet er så at dette teoretiske standpunkt ikke er så meget værd i praksis, når man skal bedømme udstyret. Indtil nogen har nået til bunds i målingerne, er vi nødt til at have en ret stor grad af subjektivitet involveret. På samme måde, så kan en almindelig forbruger der ikke har hørt om CIE diagrammer og gamma-kurver ikke bruge det til en brille at billedkvalitet kan måles, han er nødt til at vurdere det subjektivt. Dér hvor vi for alvor skaber ballade i lyd-verdenen i forhold til billed-verdenen, er så at fordi det forholder sig sådan, er musik-indspilninger generelt lavet ud fra meget mere forskellige præmisser, end film-indspilninger. Når man indspiller en film, så har man én konkret standard man arbejder efter, og man laver filmen sådan at den ser rigtigt ud når man gengiver ud fra dén standard. I varierende kvalitet, gør _alle_ filmproducenter dette. Musikproduktion er meget mere varieret.

 

Indspiller man Beethoven med London Filharmonica Orchestra, så laver man en produktion der lyder bedst muligt på et rigtigt godt hifi-system.  Indspiller man Britney Spears, så laver man en indspilning der lyder "brugbart" uanset om det er et stereoanlæg, bilradioen, clockradioen, transistorradioen nede på arbejdet, eller mobiltelefonen man hører sangen på. Derfor bliver "korrekt gengivelse" meget mere udflydende, for den korrekte gengivelse starter med optagelsen. Du kan ikke gengive noget korrekt, hvis du ikke ved hvordan optagelsen er lavet. Det er dét man har standarder til inden for billed-verdenen, og for så vidt også inden for filmlyd - men som man reelt ikke har inden for musik-verdenen. Dérfor kan du ikke over en bred kam gengive musik korrekt, for der findes ikke nogen reel, brugbar standard at gengive korrekt efter. Derfor må du vælge om du vil have et hifi-anlæg der kan gengive helt korrekt på nogle helt bestemte indspilninger, der er indspillet på en helt bestemt måde, eller om du vil have et musik-anlæg der kan spille et bredt udsnit af den musik du gerne vil høre, på en engagerende måde så du gider høre det, hvadenten det er korrekt eller ej.

 

Hvis jeg skal opsummere det, så ville det i en perfekt verden dreje sig om det samme: Lav en indspilning ud fra en given (tilstrækkelig) standard, og gengiv ud fra dén standard. Inden for billede fungerer systemet, det gør det bare ikke for lyd.

 

En sidste krølle som jeg også vil mene er ret vigtigt, er at mange undervurderer hvad der sker når du tager en korrekt gengivende højttaler, og placerer den i et ikke korrekt rum. Derfor antager mange at de har en korrekt lyd fordi de ved deres højttaler er "korrekt", men måske er det i virkeligheden rummets skyld at det lyder dårligt - og så kan man være heldig at finde en anden højttaler der "modvirker" problemet - f.eks. vælge en mørkt lydende højttaler hvis rummet er lyst, eller omvendt.

Når det alligevel ikke er muligt at komme med et fuldstændigt objektivt mål for hvad der lyder godt skyldes det helt basalt at smag og behag er forskellig. I hvert hvert fald til en hvis grænse. 

For år tilbage deltog jeg i et lytteforsøg på Aalborg Universitet hvor man forsøgte at afkode hvordan mennesker forholder sig til at diverse lyde netop i et forsøg på at sætte tingene i system. Dette er noget som fx bilproducenterne har beskæftiget sig med i rigtig mange år, men da de har det med at holde kortene tæt til kroppen er det ikke noget der er kommet så meget videre i de akademiske miljø. Hvorfor man stadig mangler standarder omkring hvad der lyder godt (for majoriteten), og hvad der ikke gør. 

Hørelsen er meget kompleks, og der er og så derfor at linearitet ikke nødvendigvis er en god ting. Det skyldes at ørets lydopfattelse ikke er liniær mht bla lydtrykket, hvilket producenter af lydudstyr har forsøgt at kompensere for med såkaldt loundness-systemer. Den bedste måde at kompensere på at er i øvrigt at skrue op. Omkring 100 dB SPL er følsomheds-kurven tilnærmelsesvis lineær (bortset fra resonansen fra øregangen). 

Selv ynder jeg at omtale forskellige reproduktionssystemer (cd, lp + forstærker og højttalere) som en afbildning (inspireret af matematikken) netop fordi ingen af systemerne leverer den absolutte sandhed, dvs det lydfelt der var til stede ved optagelsen. 

Selv ynder jeg at lytte til både digitale og analoge medie, og kan også godt høre forskel, men det betyder ikke at jeg foretrækker det ene frem for det andet. 

En helt anden ting som rigtig mange glemmer at tage højde for er at rummet også spiller med, men det er ved at være sent, så det må blive en anden gang. 

 

Det er meget forkert, rummet har _alvorlig_ indvirkning på hvordan et billede opfattes.