Brugeranmeldelse Vincent SV 237

Jeg synes egentlig er det er lidt synd at min brugeranmeldelse "Drukner" i forumet "Min hjemme biograf". For dem der har interesse i HIFI er min brugeranmeldelse måske lidt nyttig. Derfor flyttes min brugeranmeldelse til et nyt forum der netop omhandler brugeranmeldelser.  

Brugeranmeldelse Vincent SV 237, måske det bedste fra to tidsaldre

Indledning

Med min snart velvoksne alder hører jeg til dem der kiggede måbende, da jeg hørte stereo for første gang. Der var forskellig lyd i to højtalere, og der fremkom et lydbillede, og se det var en nyhed. Stereolyd blev jeg rigtigt fanget af, og jeg ville med djævlens vold og magt med på bølgen. Men da jeg var ganske ung havde jeg ikke de store muligheder for at købe noget som helst (jeg tog senere revanche).  Min første og eneste mulighed var egentlig selvbyg udi en stereoforstærker, hvis man kan kalde den sådan. Selvbyggeriet udmøntede sig i et køb af et sæt fra noget der hed Josty Kit, en lille forstærker på vel omkring 2X5 watt vil jeg tro. Josty Kit eksisterer faktisk den dag i dag.

Min interesse for stereo og højtalere fortsatte de næste årtier, og blev vel først afløst eller dæmpet for omkring 7 år siden, da jeg gav mig i kast med surroundlyd. Min glæde over stereo forsvandt dog aldrig, og det førte til udskiftning af en del surroundreceivere for bl.a. at genfinde en brugbar stereolyd som jeg kunne lytte til fra tid til anden – men rigtigt godt blev det ikke før jeg investerede i en større Pioneer receiver, og efterfølgende endnu bedre i en Integra receiver, og nu begyndte rigtigt at ligne noget. Men jeg tilhører altså også en generation der har lyttet meget til analoge forstærkere.

Baggrunden for at jeg igen begyndte at kigge på egentlige stereoforstærkere anno 2014 var egentligt, at jeg i sommeren 2013 fik nye højtalere, nemlig Elac FS 407. Jeg fornemmede at disse højtalere kunne lidt mere end min surround receiver kunne tilbyde i stereo – selvom receiveren egentlig gør det rigtigt godt.  

Jeg ved godt at flere af de ærede medlemmer her på siden gentagne gange har foreslået mig at købe en stereoforstærker, men jeg valgte ikke at gøre det al den stund, at disse ikke lød synderligt anderledes digitalt, end det som jeg allerede havde. Det er altså skiftet – eller tilbagegangen om man vil, til analog stereo, som egentlig gjorde udslaget.

Undervejs har jeg lyttet til en del stereoforstærkere hjemme, herunder Hegel H80 og Primare 122 DAC, men ingen af de prøvede forstærkere gav mig lige den lyd jeg søgte. På et tidspunkt kom jeg i tanke om Vincent, og jeg smuttede da forbi Dan´s TV og HIFI. Her lyttede jeg til Vincent SV 237 via nogle Vincent højtalere, og lyden herfra havde de kvaliteter som jeg umiddelbart søgte, men spørgsmålet var jo hvordan at forstærkeren ville lyde på mine højtalere. Jeg var så heldig, at jeg fik lov til at låne butikkens demo-model med hjem. Fidusen her var jo, at forstærkeren var spillet til, og det kan såmænd ellers godt tage omkring 50 timer eller mere.

Vincent SV 237

Design

Vincent SV 237 er en relativ stor forstærker. Skal jeg sammenligne med noget andet, så fylder og vejer den lige så meget som en af de bedre og velvoksne surround receivere. Mange vil måske mene at den ser noget retro-agtig ud, det gør den såmænd også med de relativt store betjeningsknapper og ”Øjet” til et rør. I takt med at jeg lærte forstærkerens dyder at kende, så begyndte jeg at holde af designet, for den udstråler for mig nøjagtigt hvad den er, en hybrid forstærker med rør og sammensat med moderne analog teknologi og ikke mindst en masse power.

Kigger vi en anelse på den tekniske opbygning, så er der for mig flere ting der springer i øjnene. Strømforsyningen er vel dimensioneret, de enkelte elektriske moduler er flot adskilte fra hinanden, printpladerne og komponentlodninger er virkelig flot forarbejdet. Ind-og udgangsstikkene er af glimrende kvalitet.

Rørene – er så vidt jeg ved russiske (jeg kan tage fejl), og er monteret i forbindelse med forstærkerens indgangstrin, og dette skal sikre, at lyden får den lidt varme og analoge lyd. Lydsignalet bliver så videresendt via mere moderne teknologier, transistorer, dioder m.v.

Selve samlekvaliteten er fremragende, og den synlige finish er i mine øjne særdeles lækker. Der var en del andre producenter der her kunne blive inspireret.  Hele oplevelsen af udseende og finish kan virkelig give ejer glæde hvis man værdsætter disse ting.

Produktionen overordnet set, adskiller sig ikke så voldsomt fra andre producenter, for selv om Vincent er tysk, så er det kun her der udvikles, tænkes tanker og designes. Selve produktionen af forstærkeren foregår som så meget andet i – ja, Kina. Den gode nyhed er dog, at Vincent har udstationeret kvalitetsmedarbejdere som følger produktionen i de enkelte led.

Som bekendt kan strømforsyninger og analog teknologi afgive en del varme, og derfor er chassiset på siderne forsynet med ret alvorlige kølerripper. Der er ingen blæser monteret. Jeg vil tro, at forstærkeren kan blive ganske varm når den bliver belastet, men med den relativt lave lydstyrke som jeg typisk benytter, så blev forstærkeren nu ikke at andet end håndlun.

Vincent SV 237 er relativt ny på markedet, den kom i handlen sommeren 2013 og afløste Vincent SV 236 og SV 236 Mark II.

Fjernbetjeningen

Fjernbetjeningen følger forstærkeren i udførelseskvalitet. Enheden er lavet i et lækkert aluminiumsdesign, temmelig lille, og kan hos mig forsvinde under de mest mærkværdige ting, og det er nu ikke fordi jeg roder.

Kigger vi på fjernbetjeningens funktioner, så er disse ret begrænsede. Man kan ikke tænde/slukke forstærkeren, og der er kun en volumenkontrol og skift mellem forskellige indgange.

Efter min mening er funktionen af volumenkontrollen lidt uhensigtsmæssig, og det skyldes også at der er et ret stort spring (interval) mellem indstillingerne i lydstyrkerne – disse kan så heldigvis reguleres på forstærkernes frontplade.

Forstærkernes funktioner og lyd

På frontpladen, som i øvrigt er en 7 mm tyk aluminiumsplade, findes et antal betjeningsknapper. Set fra venstre en diskantkontrol, derefter en bas kontrol, ”Øjet” med udsigten til et smukt installeret rør, og her efter følger indgangsvælger og volumenkontrollen. Funktionerne for disse er jo selvforklarende.

Neden under finder vi en knap som kaldes for tone. Når denne knap aktiveres får man en begrænset mulighed for at justere på diskant og bas. Justeringsmuligheden her gav mig dog mulighed for at justere lyden helt som jeg gerne ville have den. Er den nævnte knap ikke aktiveret sendes lyden ud ret lineært. Yderligere findes her et antal lamper der viser den valgte lydindgang.

Under ”Øjet findes afbryderen. Så findes der en knap benævnt Loud. Som nogen nok allerede har gennemskuet, er det en knap for aktivering af det tidligere nærmest bandlyste loudness. Jeg benytter ikke selv funktionen, men den har dog en brugbar værdi hvis man spiller lavt – den hæver jo dynamikken en kende, og det lyder ganske godt alligevel.

En lille finte findes ved brug af tænd/sluk knappen. Når man tænder for forstærkeren blinker der efterfølgende en rød lampe i volumenknappen. Det er tegn på at forstærkeren varmer op. Lampen slukker efter ca. 20 sekunder, og skal da fortælle, at nu er forstærkeren klar. Det mener jeg nu ikke helt at forstærkeren er. Benytter man umiddelbart forstærkeren har jeg oplevet, at bassen, som ellers er både bastant og vellydende, at denne de første minutter kan lyde lidt mudret. Det gør nu ikke mig så meget med opsartstiden, for min ellers glimrende Sony CD afspiller, som ikke er en rør CD-afspiller, har også behov for opvarmning, når det analoge signal benyttes. I virkeligheden har ret mange AV-enheder behov for lidt opvarmnings tid før deres komponenter yder det optimale.

Og så over til lyden som jo helt er det væsentlige - trods alt. Jeg havde måske frygtet lidt, at en hybrid forstærker i mine ører ville lyde lidt for varm og måske dermed fjerne fokus på klarhed og detaljer. Heldigvis blev mine bange anelser gjort helt til skamme. Lyden fremtræder med en klarhed og detaljering som ligger lige til mine ører, og det hele krydret med en lunhed og følsomhed som jeg ikke har hørt ved ret mange forstærkere før.  

Udover det lune i musikken, så bidrager rørene formentlig også med en ”Sprødhed” i musikken som for mig – sikkert i kombination med et fornuftigt kraftoverskud, gør at lyden bare er afslappet og helt tilbagelænet. Man får virkelig lyst til bare at læne sig tilbage og blive forført af klang, dynamik og en ærlighed som for mig i det mindste udmunder i en musikalsk nydelse af meget lækre dimensioner. Jeg ved godt at jeg benytter mange flotte ord, men når jeg som nu lytter til Stig Rossen og hans ”Live fra Tivoli” er det bare meget svært for mig ikke at være begejstret.

Faktisk har jeg generelt måtte jeg dæmpe bassen for at denne ikke for mig var for overvældende, og det samme gentog sig i nogen grad hvad angår diskanten. Men så havde jeg også en skøn og jævn palette af hele frekvensområdet præsenteret for mig.  Musikken blev fremført så gennemført at jeg ikke lige troede det var muligt.

Jeg kan måske frygte lidt, at bassen – hvis den ikke holdes i kort snor kan være meget dominerende, afhængig af hvilke højtalere forstærkeren tilsluttes, og naturligvis i forhold til lytterens smag. Jeg føler mig også overbevist om, at det var mine højtalere der satte begrænsningerne i udfoldelserne, og ikke forstærkeren. Jeg er ret sikker på at Vincent SV kan spille væsentlig større højtalere op. Og det er jeg ret sikker på eftersom jeg har hørt lillesøsteren nemlig Vincent SV 227 på et par B&W i 800 serien, også her fik man den samme afslappethed i musikken.

Jeg er godt klar over, at forstærkeren ikke med sin lyd vil tiltale alle og enhver, da lyden kan opfattes lidt mere tung end ved andre forstærkere – alt afhænger jo af lytterens smag. Men jeg må indrømme, at det var lidt af en tilbagevenden til mine yngre år, at høre The Beatles med deres remasterede CD´er – de sad hos mig lige i skabet.

Omvendt levere forstærkeren også mere moderne velindspillet musik til UG. Her havde jeg sat både Celine Dion og Chris Rea stævne – mægtigt hyggeligt. Min alt overskyggende målestok for gengivelse af lyd er jo Stockfish Records musik udgivelser, og her bestod receiveren også med vajende faner klingende spil.

Konklusion

Vincent SV 237 er en rigtig dejlig stereoforstærker der uden for mange dikke – darer leverer musikken åbent og ærligt. Sammensætningen af de goder der findes med lidt rørbestykning i kombination med mere moderne teknologi er en rigtig vellykket kombination. Man kunne dog godt højne funktionaliteten af fjernbetjeningen, så hænger det hele mere sammen i et ellers vellykket kvalitetsprodukt. 

Det er generelt en ren analog forstærker bortset fra muligheden af at tilslutte en USB enhed.

Jeg kunne ikke i brugermanualen eller i brochurematerialet udlede hvad forstærkeren bruger i standby effekt, så jeg foretog en måling.  Målingen udviste 17,8 watt, og det skyldes, ud fra hvad jeg har kunnet læse mig frem til andre steder, at forforstærkeren ikke slukkes når resten af forstærkeren er slukket.

Listeprisen for Vincent SV 237 er ca. 14.000 kr.  

Tekniske specifikationer:

•Frequency response: 20 Hz - 20 kHz ±0.5 dB 
•20 Hz - 50 kHz ±2 dB
•Maximum output power at 8 Ohm: 2 x 150 Watt (RMS)
•Maximum output power at 4 Ohm: 2 x 250 Watt (RMS)
•Maximum output power Class A at 8 Ohm:2 x 10 Watt (RMS)
•Input sensitivity: 300 mV
•Total Harmonic Distortion: < 0.1% (1 kHz, 1 W)
•Signal-to-noise ratio: > 90 dB
•Input impedance: 47 kOhm
•Input: 5 x stereo RCA, 1 x USB
•Output: 1 x stereo RCA Rec Out &#9702;1 x stereo RCA Pre out
&#9702;2 x 3.5 mm Jack

•(Power Control)
•4 x 2 Speaker terminals
•Dimensions (WxHxD): 430 x 150 x 435 mm
•Weight: 20.4 kg
•Colour: black/silver
•Tubes: 1 x 12AX7; 2 x 6N1P-EV.