
Plasmaskærm i brevtykkelse: 1 mm tyk - men tre meter langt
Japanske Shinoda Plasma har netop præsenteret deres nye supertynde fladskærm der med en tykkelse på kun 1 mm og et tværsnit på 145" (over 3 meter) kun vejer 7,2 kilo.
Af Torben R. Simonsen, fredag 15. maj 2009 kl. 15:36
At skærme bliver større og tyndere er vel ikke så overraskende, men det er alligevel lykkedes japanske Shinoda Plasma at overraske med deres seneste prototype af en gigaplasmaskærm med et tværsnit på over 3 meter. Den seks kvadratmeter store skærm er ikke tykkere end én millimeter, og den vejer kun 7,2 kilo, skriver pleasure.dk.
Pleasure sammenligner vægten på Shinodos plasmaskærm med det seneste megabud fra Bang & Olufsen, der angiveligt vejer et halvt ton fordelt ud over et tværsnit på 103".
Shinoda-skærmen er da heller ikke produceret i et stykke, men er i realiteten seks skærme på hver en kvadratmeter, der er sat sammen 3 x 2. Opløsninigen angives til 960 x 720. Strømforbruget oplyses til at ligge mellem 800 W og 1200 W og forventes på markedet ved årsskiftet.