Hvorfor? (loudness war).

Desværre er virkeligheden anderledes. Når studierne laver en indspilning eller en remaster der er dynamik-komprimeret, så foregår det ikke (altid) bare ved at jokke sangen igennem en limiter. Det foregår meget mere selektivt, og for nyere musik sker det i selve konstruktionen af musikken. Selve musikstilen har ændret sig til at være "fuld skrue hele tiden", for flere genrers vedkommende.

Problemet er ikke at musikudgiverne er ligeglade med kvalitet. Det er de generelt ikke (nogle er sikkert, der er inkompetence i alle brancher). Problemet er at kvaliteten hos folk med gode musikanlæg ofres, for at levere bedre (mindre ringe) kvalitet hos folk med dårlige musikanlæg.

Min filosofi om hvordan problemet skulle løses - som jeg desværre ikke forventer vil blive ført ud i livet i praksis - er meget på linie med Lyngdorfs. I stedet for at komprimere, skal radiostationer osv. normalisere (som forklaret i videoen). Så lyder alt lige højt, men dynamikken bevares. Problemet med dét er at meget dårligt og småt udstyr ikke vil kunne levere dén dynamik. Løsningen dér er at det enkelte anlæg har en indbygget limiter, som komprimerer spidserne hvis brugeren forsøger at spille for højt. Dvs. flyt komprimeringen fra distributionen ud i det enkelte anlæg. Så behøver man ikke lave én komprimering der skal virke for alle, komprimeringen vil være tilpasset det enkelte anlægs ydeevne.

Det vil ikke 100% løse problemet med at komprimering i en limiter lyder dårligere end komprimering i indspilningen, men det vil forbedre det nok til at jeg vil mene det er en løsning.

Uanset hvad, så er det en meget langvarig kamp, uden tryllestøv-løsninger. Selv med en indædt kamp for ordentlig brug af normalisering osv, så er det 10-20-30 år der er tidshorisonten. Blandt andet som sagt fordi at måden at indspille på er kravlet ind i selve spillestilen hos musikerne, og smagen hos forbrugerne.

En udvikling jeg finder interessant, i min egen oplevelse af kunderne i butikken: For relativt få år siden, kunne man meget nemt (hvis man ville) sælge dét produkt i en given størrelse som spillede mest bas. Det var dét folk fokuserede på, simpelthen fordi de fleste højttalere spiller for lidt - og så fokuserer man på at løse det mest åbenlyse problem. Det har ændret sig, de fleste i dag accepterer at bassen bare ikke er der, og fokuserer på hvordan det lyder i resten af frekvensområdet. Men dét der er interessant, er at hvis du så demonstrerer en lyd med "nok" bas (ikke boostet, og i virkeligheden nok stadigvæk for lidt dybbas ifht. en "ægte" hifi gengivelse...), så er der rigtigt, rigtigt mange der synes der er alt for meget bas. Folk har simpelthen hørt så meget musik på inkapable afspillere (iPod docks, soundbars osv), at dét er blevet referencen. Folks smag har simpelthen ændret sig, så mange i dag simpelthen ikke bryder sig om oplevelsen af at musikken ryster lidt i maven. Hvis musikken ikke længere må røre ved os, så har vi da et problem.

Helt enig her. Det der desværre er sket er en holdningsændring til musik. Hvis det ikke havde været sådan, så er jeg ret sikker på, at forbrugerne havde skreget som vanvittige for længe siden, da alt det her loudness startede. Men fordi alt høres og er blevet hørt på obskure enheder, og ikke mindst i vold komprimeret formater i så lang tid. Så er det sådan, det åbenbart SKAL lyde.

Så når Erasure (eller andre) udkommer med et nyt album, der peaker som sindsyg, og mangler ekstrem dynamik. Så sluger folk det råt. Det lyder jo nærmest fantastisk, selv i 16bit.