I går droppede jeg ind omkring Lidl for at se nærmere på deres tilbud på en DVD afspiller af mærket Silvercrest med USB2.0 indgang.
Den blev så efterfølgende tæsket igennem på kryds og tværs igennem en flere timer lang ”test”.
Her er hvad jeg er nået frem til.
Fordele:
God billedkvalitet
Flot slimline design, fås i både sølv og sort
Overskuelige menuer på flere sprog, bl.a. dansk
Understøtter lange filnavne på op til 24 karakterer
Lynhurtig reaktion. Afspilleren reagerer øjeblikkeligt på ethvert tastetryk på remoten. Mine 2 harddiske på henholdsvis 80 og 160 GB blev øjeblikkeligt genkendt og loadet på ét sekund. Det samme gjorde mine 4 USB sticks af forskellig størrelse og fabrikat. DVDer og mediefiler loades lynhurtigt, selv store videofiler med høj bitrate og opløsning..
Afspiller DIVX, XVID, Nero Digital samt selvfølgelig Mpeg1 og -2
Ægte high speed USB2.0 indgang. Alle videofiler afspilles fuldstændig flydende
Fuldstændig lydløst DVD drev
Lys i display kan dæmpes
2 indbyggede kortlæsere til diverse kamerakort m.v.
Ulemper:
Hurtig frem- og tilbagespoling ikke helt flydende, men i små ryk. Her når ingen afspiller på højde med min 7 år gamle Philips 711.
Ingen HDMI udgang, men ”kun” komponent samt RGB via Scart.
Fjernbetjening for let og lille, knapperne sidder simpelthen for tæt sammen. Dog intet problem for dem der ligesom jeg bruger en universalfjernbetjening.
Konklusion:
Jeg havde ikke på forhånd de store forventninger til afspilleren, men da jeg igennem længere tid har været på jagt efter en afspiller der kunne afspille mine videofiler fra en ekstern harddisk/USB stick, syntes jeg den skulle have en chance. Jeg må sige at jeg er blevet særdeles imponeret, så derfor –
prøv den eller køb den! Til en pris på kun 400 kr. kan du simpelthen ikke gå fejl med denne afspiller.
Flemming