Korrekt lyd?

en anmeldelse skal ses i lyset af de reference anmelderen har, sådan er det også med musik, dermed er man i stand til at have det som absolut modreference, dvs at hvis anmelderen synes at det er noget skidt, så ved jeg at det vil være godt i mine ører.

Redigeret af kim olsen - 16-April-2009 kl. 19:20

kim olsen skrev: en anmeldelse skl ses i lyset af de reference anmelderen har, sådan er det også med musik, dermed er man i stand til at have det som absolut modreference, dvs at hvis anmelderen synes at det er noget skidt, så ved jeg at det vil være godt i mine ører.

Haha, ja det er også en måde at gøre det på.

Men det som jeg konkret mener er, om det vil være reelt at eksempelvis lade en rockmusiker anmelde popmusik (nu ved jeg godt der ikke behøver være den store forskel på disse to genre, men det skal ses som et eksempel).

 

Jeg skrev tidligere om en CD der udelukkende er lavet til headset (hovedtelefoner/hørebøffer, kært barn har mange navne).

CDén det drejer sig om hedder Pretentious af The Clarke & Ware Expertiment.

Man kan høre lidt af den her:
http://www.7digital.com/stores/mute/artists/the-clarke-and-w are-experiment/pretentious/

 

Kandersen skrev: Sjovt du siger heldigvis Jeg er egentlig nået til det punkt, hvor jeg slet ikke bryder mig om almindeligt (gammeldaws) stereo musik. Jeg vil have effekter, jeg vil have præcise anslag, tonearter osv.. Jeg er nok ekstremt miljøskadet, efter så mange år med decideret computermusik. I gamle dage hed det sig, at computermusik slet ikke var musik. De manglede dynamik og virkede koldt, hårdt og kedeligt. I dag er der så mange værktøjer til netop ikke gøre det til noget koldt og kedeligt noget, som udnyttes i temmelig stor stil. Og der findes sandsynligvis meget mere end det jeg kender til, desværre.

Der er rigtigt meget elektronisk musik som er fedt at lytte til og er spækket med dynamik og effekter, jeg er til det meste bortset fra for meget klassisk og så falder jeg i søvn.

 

Kandersen skrev: Netop. Og derfor er eksempelvis mange anmeldelser med anlæg eller lyd/musik i det hele taget fantastisk svære at forholde. Det skal først og fremmest være noget der fænger os, før vi overhovedet kan forholde os til det.

Der er ingen tvivl om at for at man kan bruge en anmeldelse til noget, må man først forholde sig til i hvor høj grad man er enig med anmelderens synspunkter.

Kampus skrev: Citat af Otto: En tankevækker: Rigtigt mange hifi-entusiaster anser det som en kvalitets-faktor hvor godt anlægget er til at adskille de enkelte musikere fra hinanden. Men er hele pointen ikke at få dem til at spille sammen? Jo jo, men det skal jo ikke lyde som en gryderet! Det er rart at kunne skelne de enkelte musikere samtidig med at de spiller sammen

Hvorfor skal det altid gøres så sort-hvidt? Jeg ved ikke om det er min måde at formulere mig på, eller hvad det er, men jeg synes utroligt tit mine kommentarer bliver opfattet meget unuanceret. Fordi jeg siger at man skal fokusere mindre på adskillelse, betyder jo ikke at jeg mener man bare skal rode det hele sammen til én stor gang skudder-mudder, og at jeg er komplet ligeglad med separation. Musikerne skal være nok adskilt til at det fungerer sammen. Men når man sidder og lytter efter om guitaristen er rykket 5 cm til højre på den ene forstærker i forhold til den anden, så går der sgu noget galt i min hjerne.

Dér jeg vil hen med det, er at hvis vi antager at det er vigtigt at vi kan adskille musikerne, for at helheden fungerer, så _opdager_ vi det jo hvis vi lytter til helheden - så fungerer den jo ikke. Hvorfor skal vi lytte efter separationen specifikt, og så forsøge at tænke os til hvordan dét vil påvirke helheden, i stedet for bare at lytte til helheden? Jeg tror rigtigt mange pisker rundt mellem de enkelte del-elementer, og aldrig får sat sig op i helikopteren og skabt det store overblik - dén der "lyder det fedt eller gør det ikke".

Så vil nogle sikkert argumentere for at det så bliver alt for svært at udvælge det rigtige. Det mener jeg så ikke at det er, måske fordi jeg har det med lyd som jeg har det med billede - dybest set er der så meget elendighed på markedet, at hvis man ganske enkelt nøjes med at gå efter dét der "bare virker", uden at gå så meget i detaljer, så ender man med overraskende få produkter at vælge imellem. Jeg gør i hvert fald... Især når vi snakker højttalere (som alt andet lige er dén del af kæden der farver mest - i stærk konkurrence med akustikken) - forstærkere og signalkilder er der lidt flere gode produkter at vælge imellem synes jeg.

Jeg mener med andre ord at man skal behandle lytningen og udvælgelsen som en pyramide - man starter i toppen, med at lytte efter om det virker eller ikke virker. Hvis man så finder nogle forskellige ting der virker, så kan man lytte lidt mere intenst efter hvilken der så er bedst, og hvad forskellene består i, indtil man når til bunden hvor man har klassificeret forskellene. Min påstand er at de fleste springer direkte til bunden, og fuldstændigt glemmer den helt overordnede faktor: Gider jeg høre på det her eller ej. Og så overbeviser man sig selv om at dén der har bedst dynamik, rum, stereoperspektiv osv nødvendigvis må være dén der lyder bedst, og hvis man ikke lige synes det virker, så må det være én selv det er galt med - for det kan da ikke passe at det er dén med dårligst stereoperspektiv der er sjovest at høre musik på - eller kan det?