Mini anmeldelse af Denver DMB 115Ci
Udskrevet fra: recordere.dk - Danmarks AV Forum
Kategori: Modtagelse og distribution
Forumnavn: Det digitale sendenet
Forumbeskrivelse: DTT nettet incl. Boxer (DVB-T)
Web-adresse: https://forum.recordere.dk/forum_posts.asp?TID=107337
Udskrevet den: 13-Maj-2025 kl. 23:47
Emne: Mini anmeldelse af Denver DMB 115Ci
Skrevet af: rec4u2
Emne: Mini anmeldelse af Denver DMB 115Ci
Skrevet den: 27-Januar-2012 kl. 14:10
Denver DMB 115Ci er det seneste skud på stammen over Denvers bokse til det digitale DVB-T sendenet.
Ud over at modtage mpeg4 signalet, rummer Denver DMB 115Ci mulighed for at optage TV-signalet via USB (Nøgle eller ekstern harddisk med egen strømforsyning). Der er også mulighed for at afspille video og lydfiler samt for at vise billeder.
Endelig kan Denver DMB 115Ci bruges til de kodede tv-signaler via det indbyggede Ci interface (Kræver Boxer-abonnement og Ci modul). Ci interfacet er ikke testet her.
I pakken finder man ud over selve boksen, en fjernbetjening med 2 stk. AAA batterier og en dansk manual.
Boksen: Alle tilslutninger er placeret på bagsiden af boksen, hvor man finder: • Antenne ind/ud • HDMI • 2 stk. Scart • USB • S/PDIF • Ci interface
På fronten har Denver placeret 5 knapper til • Tænd/standby • Kanalvalg • Volumen
Herudover kan man på displayet se det aktuelle kanalnummer og en rød/grøn diode for standby/tændt.
Fjernbetjeningen: Fjernbetjeningen er, i lighed med mange andre DVB-T fjernbetjeninger, relativt lille. Den ligger godt i hånden og reagerer fint på tryk. Jeg har ikke målt betjeningsvinklen, men fjernbetjeningen er meget retningsbestemt; så den kræver, at man er meget omhyggelig med at rette fjernbetjeningen præcist mod boksen.
Kigger man nærmere på udformningen af toppen af fjernbetjeningen, er det da også tydeligt at Denver ikke har gjort noget særligt ud af at designe reflekterende flader. Til sammenligning kan man på min Samsung fjernbetjening til TV’et for den sags skyld pege direkte ned i gulvet - signalet når frem til tv’et alligevel.
Hvis man ser TV i en stue med dæmpet belysning, kan det også være noget af en udfordring at ramme rigtigt på de i alt 43 knapper, der har fået tildelt 1/3 mindre plads end min TV-fjernbetjening.
De 43 knapper er fordelt på: • 4 farvede funktionsknapper • 1 rød tænd/standby knap • 1 rød optageknap • 37 grå knapper
Så vidt så godt.
Men tekst og tegn på de 37 grå knapper er, lidt inkonsekvent, placeret enten på, oven over eller under knappen, og det gør det ikke bedre, at teksten på den sorte baggrund er holdt i en lille og tynd hvid/grå skrifttype eller at teksten på de grå knapper er holdt i hvid.
Alt i alt virker fjernbetjeningen lidt rodet og ikke særlig brugervenlig.
TekstTV: Denver har ikke oplyst noget om hvor mange sider hukommelse Denver DMB 115Ci har, men efter at have lavet en enkelt søgning, komme nye sider frem uden forsinkelse. Det ville dog have været rart hvis siderne blev hentet i baggrunden når man skiftede til kanalen; så de var parat når man skulle bruge dem.
USB video afspilning: Af manualen fremgår det, at boksen kan afspille følgende filformater: MPG, AVI, VOB, DAT, ASF, MKV, WMV, TS og QT
Jeg har testet et par enkelte codec. Jeg har ikke testet eventuelle begrænsninger i opløsning eller bitrate.
Xvid – Ja H.264 – Ja Mpeg-4 – Ja Theora – Nej DV – Nej Divx – Nej
Billedkvalitet: Denver DMB 115Ci har ud af boksen et ret hårdt og, i sorttonerne, temmelig unuanceret billede.
Til forskel fra billigere modeller (Clint dt12, Lumatron DVB-T40, Blue Tinum BT-DTT100) har man dog med Denver DMB 115Ci mulighed for at justere på billedet (Kontrast, Lys, Farvetone og Farvemætning); så det er muligt at råde bod på fabriksindstillingen. Men uanset hvordan de 4 indstillinger bliver sammensat er sortniveauet stadig ikke imponerende og tilsvarende gælder for opblødningen i billedet.
Kigger man nærmere på eksempelvis de store undertekster på DR Update er det helt tydeligt, at der mangler noget antialiasing. De diagonale og runde former er tydeligt hakkede i kanterne.
Synkron afspilning af lyd og video: De fleste har nok oplevet situationer hvor TV-billedet og lyden ikke fulgtes ad (AV-sync). Det er drønirriterende og ødelæggende for enhver form for nydelse. Desværre ser det ud til at Denver DMB 115Ci har et stort problem på den front. Efter at boksen har været tændt i blot 1 - 2 timer, begynder lyden ligeså stille at ”overhale” billedet.
En midlertidig og noget lavteknisk løsning er, at man manuelt kan skifte kanalen frem og tilbage, for efter et kanalskift starter Denver DMB 115Ci igen med synkron billede og lyd.
Denver har i januar 2012 frigivet en firmware-opdatering, som dog ikke har løst problemet på min boks.
Brugervenlighed: Tænk offentliggjorde den 6. januar 2012 en test af 13 boksergodkendte digitale tv-bokse, og her valgte Tænk at se bort fra signalet og tv-egenskaberne. På den baggrund blev brugervenligheden vægtet med 50% og fjernbetjeningen med 25%. Med det in mente tror jeg at Denver skal være glade for at de ikke har ofret de godt 110.000,- kr. som en Bokser-godkendelse koster.
Den grafiske brugerflade er egentlig ganske nydelig, og strukturen er for så vidt ok. Det ville dog være dejligt hvis man kunne slette, flytte og omdøbe optagelser i den almindelige oversigt, så man ikke først skal bevæge sig et niveau op, hen til Dataadministration og tilbage ned til fil-listen. Det er lige en tand for besværligt.
Brugervenlighed forudsætter et forståeligt sprog, og når Denver i menuerne konsekvent skriver ”Tænd for strømmen” / ”Sluk for strømmen” i stedet for ”Til”/”Fra” er det nærmest en dødssynd. Desværre er der ikke engang tale om en smutter, men tværtimod om en genganger fra en tidligere model.
Det samme gælder et andet irritationsmoment. Efter en periode på standby oplevede jeg at Denver DMB 115Ci ikke reagerede på fjernbetjeningen. Den eneste måde at genskabe kontakten på var, at hive strømstikket ud, vente til det røde standby-lys var slukket og så tilslutte Denver DMB 115Ci igen. Denne fejl er muligvis blevet rettet med firmware-opdateringen. I alle tilfælde har jeg ikke oplevet det siden opdateringen.
Generelt savner jeg en del information. I den 24 siders brugermanual starter Denver egentlig nogenlunde ud med at forklare hvad de enkelte menupunkter og knapper betyder og hvad de kan bruges til.
Men det virker som om man undervejs er kørt træt i alle forklaringerne, for på et tidspunkt begynder man simpelthen at gentage de indstillinger, som brugeren i forvejen kan se på skærmen, eksempelvis: ”Vælg en af mulighederne, TS/PS” - Ingen forklaring om hvad forskellen er eller hvilket valg der er bedst.
Eller på side 17, hvor man uden yderligere forklaring skriver ” HDMI farveområde kan indstilles til YCbCr 4:4:4, xvColor, RGB eller YCbCr 4:2:2.”. Helt galimatias går det hvis man vælger xvColor. Her får man følgende besked: ”Ikke understøttet i TV mode”!
Altså et menupunkt i en tv-boks som man ikke kan vælge når man ser TV? - God dag mand, økseskaft 
PVR optagelse på USB: Optagelse kan enten ske manuelt ved tryk på den røde optageknap eller vha. timer med brug af EPG (Electronic program guide). Begge metoder fungerer problemfrit. Desværre bliver optagelserne kun gemt med kanal og tidspunkt - Ikke med udsendelsens navn; så det er en god idé at omdøbe optagelserne med det samme. Jeg har ikke testet optagelse på samme tid hver dag/uge.
Optagelserne fylder i omegnen af 1 Mb per sekund. En film på 1½ time fylder ca. 4½ Gb; så en USB-nøgle på 16 Gb kan rumme omkring 5 timers optagelse. Denver DMB 115Ci understøtter bl.a. NTFS formatet.
Optagelserne bliver gemt i filstørrelser op til 4 Gb og i filformatet *.TSV - MPEG-TS stream med AVC video-codec og AAC lyd-codec. De ukodede optagelser kan let konverteres til mkv eller mp4 med Handbrake, som oven i købet kan sættes til at de-interlace 576i optagelserne.
En igangværende optagelse kan sættes på pause (Timeshift), men på min boks udløser det automatisk en meddelelse om at USB-nøglen er for langsom. Den aktuelle nøgle er testet til at læse og skrive med 15 Mb/s, og i og med at optagelser kræver 1 Mb/s burde det vel være tilstrækkeligt. Når meddelelsen er fjernet, optager Denver DMB 115Ci såmænd også fint nok.
Konklusion: Hvis man holder sig for øje, at forbrugerbladet Tænk i deres test generelt vurderede 13 Boxer-godkendte modtagere til at være noget skrammel, og tager man i betragtning at Denver DMB 115Ci kan fås for 329,- kr. (Aldi, uge 1, 2012), er boksen måske et ok bekendtskab for nogle.
For mig er problemet med den manglende synkronisering af lyd og video dog diskvalificerende. Ud fra tråde på recorder.dk ser det ud til at problemet har eksisteret i Denver DMB-105HD i over 2 år; så jeg har ikke de helt store forventninger til at en løsning er lige på trapperne. Spørgsmålet er måske også OM problemet overhovedet kan løses med en firmware-opdatering.
Men indtil Denver får løst problemerne med synkronisering af lyd og video, og får opdateret brugerfladen til et forståeligt Dansk, er det svært at anbefale Denver DMB 115Ci.
Godt: • Pris • USB til optagelse og afspilning • Understøtter NTFS formatet • Ci interface
Skidt: • Manglende synkronisering af lyd og video • For lidt fokus på brugervenlighed • Billedkvalitet under middel • Fjernbetjeningen er for retningsbestemt • Manglende information om strømforbrug / krav til USB-nøgle / Tekst-tv hukommelse mmm. • Evt. manglende forbindelse efter standby
|
Svar:
Skrevet af: KlausDM
Skrevet den: 27-Januar-2012 kl. 14:38
rec4u2 skrev:
Skidt: • Manglende synkronisering af lyd og video
|
Denver 105 om igen?
Klaus
------------- Min modelbane, http://modelbaneeuropa.dk" rel="nofollow - http://modelbaneeuropa.dk Min hjemmeside, http://moppe.dk" rel="nofollow - http://moppe.dk
|
Skrevet af: Mufti
Skrevet den: 27-Januar-2012 kl. 17:03
Yes sir. Det man sparer i pris, kommer tilbage mange gange som ærgelser. Min 105 er forlængst afleveret på genbrugspladsen.  Denver kan åbenbart ikke finde ud af det.
|
|