Så har jeg modtaget en Slingbox Pro HD og en D-link Boxee Box (samlet pris ca. 2800 kr.). Jeg har tilsluttet Slingboxen to kilder: - Direkte til antennestikket, hvor den kan opfange de analoge kanaler - Til min YouSee-boks via component-kabler. Selve YouSee-boksen modtager et digitalt DVB-C-signal fra YouSee.
Her er en lynanmeldelse af, hvordan denne opsætning fungerer i SlingPlayer-appen til Boxee Box:
Analogt antennsignal: Når man i forbindelse med opsætningen af Slingbox konfigurerer Coax(antenne)-input, kan man vælge mellem "Analog Cable" og "Analog Antenna". Jeg valgte første omgang førstnævnte mulighed, hvilket resulterede i en metallisk lydkvalitet. Det blev heldigvis en del bedre af at skifte til "Analog Antenna". Dog er kvaliteten ved analog modtagelse generelt ikke prangende - den svarer vel til et VHS-bånd selv med kvaliteten på "Best". Det går ret langsomt at skifte kanal i analog tilstand - ca. 8 sekunder. Og hvis man kommer til at zappe over på en tom kanal, tager det endnu længere tid, da den loader streamet forfra.
Digitalt (YouSee-boks): Her er billed- og lydkvaliteten ganske udmærket. Det lader desuden til, at alle YouSee-boksens funktioner kan betjenes via appen, herunder TV-guiden og muligheden for at se optagne programmer. Dog kan man ikke se YouSee-fjernbetjeningen, som man kan i pc-versionen, så betjeningen foregår ved at klikke rundt i appens standardmenuer. Responstiden ved navigering rundt i YouSee-boksens funktioner, herunder kanalskift, er acceptabel.
Brugervenlighed: For det første skal man tænde Boxee boxen og starte appen, før man kan se tv. Dette ritual tager selvfølgelig lidt tid afhængig af hvor hurtig man er til at navigere rundt i Boxees menu-system.
Betjeningen af SlingPlayer via fjernbetjeningen er ret besværlig. Man kan ikke på en let måde skifte kanal op og ned - så skal man først trykke "spacebar" for at frembringe menuen og klikke sig frem til "CH+"- og "CH-"-knapperne vha. piletaster. Kanalskift til et bestemt kanal-nummer foregår ved på fjernbetjeningen at trykke "Alt+[nr-tast]".
Men alt i alt vil jeg bestemt mene, at det er en acceptabel løsning til sommerhuset.
|