Der er såmænd intet hemmeligt i de ting jeg gør, og det kan man læse sig til på nettet og sikkert blive klogere af end af et foredrag. Men der er ingen erstatning for erfaring, og dét at have praktisk erfaring med hvordan det ser ud når det er rigtigt, og spotte hvad der er galt når der er noget galt, det er ikke noget man sådan kan lære fra sig.

 

EDIT: Og ikke mindst er evnen til at vide hvornår man skal give op og erkende at det pågældende udstyr ikke kan blive bedre, ret væsentlig

Hvad pokker er det :-)

Det eneste jeg har er offset og gain jeg kan indstille på.

 

På nogle Samsung tv kan du vælge mellem 2-punkts og 10-punkts (eller er det 11-punkts?) justering af hvidbalancen. Jeg har ikke styr på hvilke der kan og hvilke der ikke kan, men det er sandsynligt at de billigere modeller kun har 2-punkts. Så er du SOL (Shit Outta Luck!)

 

Du kan dog prøve at justere offset så 10 IRE ser OK ud, og så se hvor meget der sker med det øvrige. Groft sagt, så er det bedre at have 10% fejl over det hele, end at have 40% fejl ét sted og perfekt resten (dog lidt afhængigt af hvordan fejlene udarter sig). I det hele taget, leg videre med det, men forvent ikke perfektion.

Jeg måler dét jeg føler er nødvendigt i en given situation. Ofte kender jeg displayet på forhånd og ved hvilke finurligheder der kan være, især hvis jeg f.eks. kalibrerer Pioneer skærme eller JVC projektorer. Så er det spild af tid at måle ved forskellige saturation levels, jeg kan ikke ændre på skærmens opførsel på det punkt alligevel (normalt), og hvis jeg så ved at det fungerer at bruge f.eks. 75% levels, så gør jeg dét. Jeg starter ikke forfra hvér gang.

Når jeg så tidligere med 3.7 har haft behov for at vurdere ekstraordinære ting, så har jeg gjort det manuelt, og lavet en vurdering af resultaterne. Her følte jeg at 3.7 gav mig en god mulighed for at se de rå data, så jeg kan forholde mig til dem. Det har jeg gjort siden før Calman blev introduceret, den software jeg brugte oprindeligt var programmeret i Excel... Så jeg er nok mere end de fleste vant til at forholde mig til de "rå" data, og gennemskue hvad de betyder i praksis, uden at jeg nødvendigvis har behov for en flot visuel graf.

Derudover har der været en del tv hvor det ikke rigtigt er nogen hjælp at lave flere målinger, fordi man ikke rigtigt kan korrigere for det alligevel (medmindre man har en ekstern CMS eller helst LUT box ala Lumagen). Når du ender med at stå med en masse subjektive valg alligevel, så er det faktisk lidt spild af tid at måle på kryds og tværs. Så er man faktisk bedre stillet med at måle gråskalaen, og tage resten på (erfarent!) øjemål. Selv om det ord skærer i ørerne hos teoretikerne... 

Efterhånden som justeringsmulighederne er blevet bedre, har de mere omfattende målinger mere relevans. Men stadigvæk skal man skelne mellem at _evaluere_ en skærm, og at _kalibrere_ en skærm. Der er en masse ting som kan være interessante hvis du skal evaluere ydelsen af en skærm, som er ret ligegyldige hvis du "bare" skal justere den til at yde bedst muligt. Det er lidt det samme som at det i "gamle dage", hvor en skærm ikke havde andet end gråskala justeringer (plus de almindelige front-end indstillinger) var ret uinteressant at måle gamut - du kunne ikke gøre noget ved det alligevel.

Og helt generelt kan det næppe siges nok at det vigtigste redskab en calibrator har, sidder mellem ørerne. En prof kan nå længere med 10 år gammelt software, end en nybegynder kan med alt det nyeste gear. Det svarer nogenlunde til at en kvindelig test-kører på Nürburgring var næsten lige så hurtig i en Fort Transit, som Jeremy Clarkson i en Jaguar...