Når man så tager "in mente" at opdateringer til, også dyrere produkter, udebliver efter bare 1 år på markedet. Er det meget let at tro at det er noget producenterne ønsker at "lære" os.

 

Længere garanti? Hvordan kunne det gøres? Sidst sagde de "det er bedre" men det blev faktisk værre. Skal det være op til de producenter der ønske at "lære" os PO?

 

BS

 

Bschmidt skrev: Når man så tager "in mente" at opdateringer til, også dyrere produkter, udebliver efter bare 1 år på markedet. Er det meget let at tro at det er noget producenterne ønsker at "lære" os.

Det er helt klart også et udslag af det ja.
 

Bschmidt skrev: Længere garanti? Hvordan kunne det gøres? Sidst sagde de "det er bedre" men det blev faktisk værre. Skal det være op til de producenter der ønske at "lære" os PO?

Jeg spørger dig

Jeg er iøvrigt overhovedet ikke enig i at de nye regler er værre end de gamle. Branchen stillede sig bare på bagbenene og forsøgte (og forsøger stadig) at udlægge det som værre, fordi det er en trussel mod en meget lukrativ tillægsforsikrings-forretning.

Tillægsforsikringerne er netop et emne der til stadighed kan fascinere mig. Jeg mener som sådan ikke der er noget principielt galt i at sælge eller købe en tillægsforsikring (så længe salgsmetoden er lødig). Dét der fascinerer mig er at betragte dét jeg kalder flok-psykologi: Du fortæller en masse mennesker at dét her produkt simpelthen er så fantastisk at du ikke kan undvære det. Inden dankortet køres igennem, fortæller du så kunden at der er meget, meget stor sandsynlighed for at dét her fantastiske produkt ikke kan bruges i 4-5 år uden at gå i stykker, derfor skal man købe en forsikring. At det kan lade sig gøre for branchen over en bred kam direkte at fortælle sine kunder at dét man sælger er noget skrammel, og stadig sælge en hulens masse af det, det synes jeg er fantastisk.


-------------
Mvh Otto

 

BS

Jeg synes det er en vanskelig problemstilling du har fat i. Først og fremmest vil jeg tro at de fleste forbrugere har meget vanskeligt ved at vurdere den fysiske levetid på et produkt. Altså hvis vi ser bort fra at der kommer nye formater, analog TV slukkes, HDMI revideres osv, så er det i praksis umuligt at vurdere hvor længe et produkt rent faktisk virker. Nu hinter du selv til TVmarkedet. Det er ikke længe siden Samsung havde omfattende "problemer" med at få strømforsyningerne til at holde ret meget længere end garantiperioden. Jeg sætter problemer i anførselstegn da det er min overbevisning at det var med fuldt overlæg at man havde designet dem til kun lige præcis at kunne holde perioden ud. Det er der ingen (ud over folk der har forstand på det og som har åbnet et apparat) der kan vide. Den almindelige forbruger er henvist til at vurdere det ud fra brandets omdømme (der påvirkes mange steder fra ), overfladisk "Look and Feel", ud fra hvad der har været almindeligt for den produktkategori og ud fra en antagelse om at den dyre model nok er bedre end den billige.
Den måde at vurdere på har så ikke slået til i dette tilfælde og resultatet er at mange står med et hunde dyrt TV der ikke længere fungerer fordi producenten havde sparet nogle få øre på en dims til en krone. Det er så et eksempel, men det er IMO en generel problemstilling der gælder langt ud over Samsungs TVapparater.
 
Grundlæggende er det ikke min opfattelse at folk accepterer at deres apparater går i stykker "af sig selv" efter relativt kort tid. De havde nok bare ikke fantasi til at forstille sig at det ville ske da de købte det. At tillægsforsikringer er blevet så populære er vel også et udtryk for at folk efterhånden er blevet bekendt med at der er problemer med kvaliteten af produkterne.
At man så heller ikke altid kan få reservedele gør bare problemet endnu værre, men igen er der ikke ret meget andet den enkelte forbruger kan gøre end at vælge et andet mærke næste gang og evt lave en masse vrøvl hos forhandleren og poste sure indlæg på internettet. På det grundlag ville det IMO ikke være nogen ringe ide at udvide garantien på langvarige forbrugsgoder som jeg også synes omfatter TV.
I øvrigt er det med forholdet mellem pris og kvalitet (levedygtighed) er en af mine ynglingskæpheste. Hvis man ser bort fra de aller billigste apparater er det - min erfaring - at det forhold stort set ikke eksister inden for elektronik.  Fra mellemklassen og op får man flere funktioner og måske et bedre billede/lyd, men der er ingen som helst grund til at tro at apparatet holder længere eller er mindre forældet om 5 år. Se bare den nylige debat om Smart TV der ikke bliver opdateret til streaming tjenesterne. Dette gælder hele vejen rundt. Fra det billigste til det dyreste. Det samme er jeg sikker på vi vil opleve med f.eks surround recievere. Når den nye model kommer om 6 mdr er der ingen der længere bekymrer sig om at opdatere de "gamle" eller bare rette irriterende bugs. Det er bare enerverende et forbrugerne er blevet betatestere der ikke engang kan forvente at de fejl de finder bliver rettet.
 
Nu spørger du direkte hvad vi som forbrugere kan gøre. Svar: Jeg aner der virkelig ikke. Sat på spidsen er det dybt frustrerende at jeg har fået den fornemmelse at uanset hvad jeg gør så får jeg et produkt der er fyldt med firmwarebugs som ingen gider rette, som er forældet om to år fordi nogen finder på at gøre det samme på en ny måde og som måske opgiver ævred helt efter alt for kort tid.
Ellers synes jeg ofte man får et godt indblik i hvordan produkter fungerer hvis man kritisk læser de "halv sure" brugeranmeldelser på amazon, avfsforum og lignende. Det er ofte der man kan få en fornemmelse af om brugerflader fungerer, om der er fejl i firmwaren, om der er mange der har fået noget der DOA og lignende.

For mit vedkommende har det betydet en markant mindre lyst til i det hele taget at købe nyt. Jeg returnerer, uden at blinke, varer der ikke fungerer ordentligt (støjer, dårlig fimware ect... ) og det jeg allerede har får lov at leve så længe som muligt da det ofte opleves som en "hovedpine" at finde nyere apparater der reelt er bedre. Jeg vil tilføje at jeg har gjort en del ud af at forklare hvorfor jeg returnerede varerne de steder hvor jeg havde en formodning om at nogen gad at lytte.
 
Jeg kan se at du som forhandler er inde på meget af det jeg har skrevet, så det kommer nok ikke som en overraskelse for dig og det er sikkert derfor du poster debatoplægger. Hvis de fleste ender med resignere på samme måde som jeg lidt har gjort så er der ikke noget at sælge eller også bliver alternativet at folk bare køber noget billigt skrammel i supermarkedet fordi de alligevel forventer at de dyre produkter også er noget skidt som skal skiftes om kort tid.
 
MVH

Jeg undrer mig over at du sætter det i datid. Problemer forsvinder ikke fordi de ikke længere er på forsiden af aviserne. Men det er jo dét der er det helt store problem i det, det er svært for den enkelte forbruger at vide om det bare er ham der har været uheldig, eller om produktet generelt ikke holder ret længe. Det er ikke sikkert der findes en løsning - jeg har den i hvert fald ikke. 

Jeg har lidt svært ved ikke alligevel at lade min egen holdning skinne igennem...  Jeg er enig i at det er mere end almindeligt svært at forholde sig til det enkelte produkt. Men så må man vel gøre dét man kan, også selv om det ikke nødvendigvis er udtømmende korrekt. Det kan aldrig blive andet end fordomsfuldt. Jeg køber for eksempel ikke en fransk bil lige foreløbig. Ikke fordi jeg selv har ejet en, men ud fra dét jeg har sat mig ind i, hørt fra andre, læst af undersøgelser, ræsonneret mig frem til osv, så peger alt bare på at det er en dårlig idé. Jeg kan finde tusind mennesker (der kommer nok nogen og brokker sig om lidt) der er uenig med mig i dét, og vil argumentere for at det er en ubegrundet fordom. Og ja, det ER en fordom. Men det er det bedste jeg har. Jeg kan ikke vide om jeg lige præcist får købt dén model Toyota (eller whatever) der er dét firmas problembarn, og ender med at stå på værksted halvdelen af tiden. Men jeg kan forsøge at minimere risikoen for det, og leve med at dét gør mig fordomsfuld. Jeg synes der er en balance imellem at være fordomsfuld, og at være naiv. Jeg tror man er nødt til at være lidt af begge dele, for overhovedet at købe noget som helst, og så drejer det sig om at finde den rette balance.

Jeg har over 15 års erfaring i branchen, og derfor kan det være svært for mig at vurdere hvordan almindelige forbrugere ser på de forskellige produkter og producenter (og butikker for den sags skyld). Men jeg har det grundlæggende sådan, at hvis man køber Ekstra Bladet og forventer seriøs og korrekt journalistik, så er det ikke Ekstra Bladet der har fejlet, så er det læseren der er naiv. Jeg forsøger ikke at nævne navne, men når man køber et TV (eller hvad det nu er for et produkt) fra en producent der gang på gang har vist at de ikke har nogen som helst interesse for kunden så snart han har lagt pengene, hvor kommer tilliden så fra? Hvorfor er der ikke en større skepsis? Hvis en producent aldrig opdaterer software på gamle modeller, generelt ikke leverer reservedele til udgåede modeller, i det hele taget har en ganske kundefjendtlig politik - hvorfor forventer man så andet end at netop dén producent er dem der sigter efter planlagt forældelse? Hvis produktet er udført i billig plastic, hvorfor forventer man så at dét indeni nok er i orden? Jeg kan et stykke ad vejen forstå at man kan blive narret af en lækker alu-front, der gemmer på ringe elektronik, men at blive "narret" af crappy plastic-front der "gemmer" på crappy elektronik, dét er sgu da naivt.

Jeg tror løsningen for den enkelte er at være lidt mere fordomsfuld. Det kan godt ske det er useriøst at konkludere at man skal holde sig fra franske biler, japanske højttalere, tysk musik, engelsk mad, og koreansk elektronik - men det er ikke sikkert det i virkeligheden er særligt dumt.

Det er ikke noget videre chok at du er enig med dig selv, men det er da en fordel 

KlausDM skrev:   Det er klart de bliver lettere, en kondensator mere stor holdbarhed og for høj spænding + kapacitet fylder og vejer mere ende den der lig er til øllet og holder i 3 år.

Pointen er, at størrelsen på strømforsyningen ikke hænger sammen med antallet af tommer, så længe du sammenligner på tværs af teknologier. Der er masser af 20-30 år gamle 10.000 kroners billedrørs-TV på 28 tommer der ville spille lystigt den dag i dag, hvis folk ellers gad have dem stående stadigvæk. Jeg mener ikke at et 50" LED tv i samme kvalitet i dag nødvendigvis burde være dyrere at producere, end et 28" billedrørs tv dengang. Sådan mener jeg ikke at det hænger sammen. Vi er helt enige i at 4000,- er for lidt for et 50" tv med lang holdbarhed - men 20.000,- mener jeg bestemt ikke er. Men det er sandsynligvis for lidt, hvis dét tv _samtidig_ skal have alle de nyeste teknologier, det vildeste design, og ikke mindst være 8 mm tykt.

Eksempelvis, så er det korrekt at du ikke kan købe lige præcist et Pioneer, men du kan købe en 50" 1080P Panasonic Professional plasma monitor, som med statsgaranti har bedre teknisk konstruktion og levetid end dit Pioneer, for ca. 17.000,-. (Kan du nøjes med 768P kan du få det for 10.000,-. ) Prisen har en indflydelse ja, men i 20k+ klassen er det ikke dét der er undskyldningen. 20.000 ER nok til at man kunne få solid teknik, hvis ellers det var dét markedet ville have.

Nu har jeg solgt TV i cirka 15 år (eller rettere, 10 år, indtil jeg holdt op for 5 år siden). Hvis jeg for 15 år siden sagde til folk at den forventede levetid på et tv til 5.000,- kroner er 8-10 år, så ville reaktionen være "ikke mere?" Pointen er at forventningen til "lang holdbarhed" er faldet væsentligt. I dag kan du sige "8-10 års levetid" om et TV til 20.000,-, og så synes folk at det er helt fint, de forventer jo at have skiftet det ud inden alligevel.

Bortset fra det, så accepterer jeg 100% din holdning til det, og jeg forstår godt dine argumenter. Problemet er jo netop at udviklingen har gjort at det er så godt som umuligt at købe et tv til rimelige penge, designet til lang holdbarhed. Derfor kan du som enkeltstående forbruger ikke rigtigt handle anderledes end du gør. Og derfor er svaret måske at der ikke er andet at gøre ved det end at finde sig i det og indrette sig efter det.

Jeg glæder mig over at hifi-markedet ikke er lige så ramt af det - måske fordi det nåede at blive et niche-marked, før køb-og-smid-væk tendensen slog rigtigt igennem. Der er heldigvis masser af muligheder, hvis man vil have en højttaler med en forventet levetid på 20-30 år. Jeg ærgrer mig bare over, at hvis lang holdbarhed havde været en konkurrencefaktor i TV-markedet, så VILLE det være muligt at få et TV med 20 års levetid - uden at det blev betragtet som et luksus-produkt.

Det jeg synes er interessant, er at argumentet som du også selv fremfører med at så kan du sikkert få bedre billede til dine 8000,- om 3 år hvis dit nuværende står af, ikke er noget jeg mener nødvendigvis holder i praksis. Jeg synes simpelthen at udviklingen i billedkvalitet står stille. Jeg ved at langtfra alle er enige, men jeg mener at udviklingen i billedkvalitet på TV er stagneret. Jeg er af den klare overbevisning at hvis pris-niveauet blev lidt højere oppe, og folk i højere grad gik efter at få et tv der var godt nok til at de gad beholde det i 10 år, i stedet for at gå efter et der er billigt nok til at smide det væk om 3 år uden at tude, så ville udviklingen mod bedre billedkvalitet netop have bedre vilkår.

Sagt på en anden måde, så medfører den kortsigtede hurtige udvikling en forringelse på lang sigt. Dét at du kan få bedre kvalitet næste år, sætter en begrænsning for den kvalitet du får om 10 år, for der er ikke rigtigt råd til at lave de helt store revolutioner. Du kan se hvor tungt det går med at få OLED i gang, og SED blev begravet før fødslen. Dét du får i stedet for, er løbende små-forbedringer af LCD teknikken.

Prøv igen at kigge på hifi-markedet. De fleste vil være enige i at udviklingen i traditionel 2-kanals hifi er modnet. Der sker en løbende udvikling og forbedring, men der kommer ingen egentlige revolutioner. Hvis du køber en højttaler til 2000,- per styk hvert tredje år, de næste 15 år, så står du om 30 år med væsentligt ringere lyd end dét du kunne have fået ved at købe en højttaler til 10.000,- i dag, og beholde den i 15 år. Dette fænomen indtræder i billed-markedet på et tidspunkt. Ejere af Pioneer tv vil argumentere for at det allerede er indtruffet.

Det er et forbrugsstof 

1/ Den generelle "købekraft", som forbrugere har haft i opgangstiden, har sat sit præg. Vi er blevet forvænnet til at man "bare" køber nyt. Det resulterer i at mange ikke har stor forventning til holdbarhed.

2/ IT / Medie branchen har udviklet sig med så en ekstrem hast, at man knap nok kan følge med som forbruger. Din nye pc er jo forældet efter et halvt år. Dit tv virker ikke om 2 år, for så skifter de alligevel sendenet, opløsning, kabler etc. Vi er desværre blevet vænnet til denne udviklingshastighed.... Derfor tror jeg også ekstremt dyre produkter rammer en smal målgruppe. Hvem vil ofre f.eks. 50.000 kr på en surround forstærker, velvidende at den sikkert er forældet om 2-3 år? 

3/ En anden vigtig faktor, som rigtig mange af jer er inde på, er den svækkende kvalitet. Det lidt ærgeligt men omvendt hvad man forvente, med de steder produkterne bliver produceret. Det ikke "made in denmark" logoer der præger de forskellige elektronikting... Personlig erfaring er en bekendt som har været tæt inde på livet i en produktionsvirksomhed i Kina (nok et af de værste steder)... Cheferne skulle ÅNDE dem i nakken for at mindske fejl, i en periode på 2 uger var en chef fraværende pga. sygdom, i denne periode havde deres produkter en fejlrate på over 70%.... Det siger lidt om det hele? :) Det selvfølgelig ikke et stereotypt billede jeg vil tegne, men måske mere en kendsgerning for mange virksomheder. 

Personligt vil jeg godt give lidt ekstra for kvalitet, derfor køber jeg stort set aldrig no name ting... Måske kun i situationer hvor jeg skal bruge den en gang....

Hvad angår producenternes holdning, så ja, dem kan man jo godt mistænke for at tænke i de baner, at bare de lige holder perioden ud, så det helt fint! Nu er jeg selv apple mand, og jeg er da rigtig ærgelig over de nye macs som bliver så tynde, at alt bliver limet og samlet på en sådan måde, at man knap nok kan skifte harddisk selv... Det har de da også en bagtanke med...

Producenterne burde nærmere vende det til deres fordel, som f.eks. flere højttaler producenter gør, at de giver mere garanti og dermed differentiere sig fra de andre... (se bare på bilmærkerne)...

Jeg tror ikke der findes noget der bare minder om en løsning i ét hug, men det kunne da godt være et puf i den rigtige retning. Jeg forventer som sådan heller ikke nogen løsninger som resultat af denne debat, men hvis det får lidt flere til lige at stoppe lidt op og overveje emnet inden næste køb, så er det da et fremskridt. Jeg tror generelt mest på at folk ganske enkelt ikke er opmærksomme på at det er en problemstilling man skal overveje - jeg tror de fleste tager for givet at produktet holder minimum den tid ud man kunne forestille sig at bruge det, og så bliver man taget på sengen når det ikke sker. Derfor tænker man simpelthen ikke over at det er et emne man skal være obs på. Jeg tror rent faktisk på at flertallet er kloge nok til at kunne skelne mellem gode og dårlige konstruktioner, hvis de blot får fokus på det. De fleste kan godt regne ud at en tynd plastic-konstruktion formentligt har ringere holdbarhed end en solid alu-konstruktion. Jeg tror bare ikke man overhovedet tænker i de baner, og derfor bliver det overset.

Med andre ord, dét du kan gøre med dit site, er formentligt ikke at give folk svaret. Men du kan måske være med til at give folk dét skub der gør at de i det mindste stiller spørgsmålet, ikke mindst til sig selv.

Igen kræver det naturligvis at vi ikke bare anerkender at alle producenter er lige ringe, og derfor kan det være lige meget. Det tror jeg ganske enkelt ikke på er tilfældet. Jeg oplever helt klart nogle specifikke tendenser inden for de mærker jeg har haft erfaring med, også på andre områder end TV. Nogle er bare bedre til det end andre. Men ja, det kunne være sjovt med statistikker ala TÜV statistikker på biler i Tyskland.

Interessant pointe, og jeg tror helt sikkert du har fat i noget. Folk er blevet mere påpasselige, og mere opmærksomme på rent faktisk at få valuta for pengene. Dét mere grund til at sætte fokus på emnet nu.

Det kan selvfølgelig starte en politisk debat om hvorvidt det er køb-og-smid-væk kulturen der skabte opsvinget, og ikke omvendt... og ikke mindst om et opsving med efterfølgende krise er bedre end svag vækst... Det bliver vist komplekst  Jeg mener at lavere styktal med højere priser er bedre for alle på lang sigt.

De øvrige ting er også gode pointer, godt indspark.

 

Måske skulle man overveje en pro monitor, men hvor f..... Kan man få vejledning i ydelse? Forhandler? Test?

 

BS

 

Jeg tror desværre løbet er kørt. Hele kæden er med. Producenter, forhandlere, uvildige test-sites og forbrugerne.

 

BS

 

BS

Jeg drømmer mig ofte tilbage til de gode gamle dage før computeren kom, hvor hi-fi var meget federe og lækrere end idag, for egentlig var computeren vel starten på enden. Og dagens forbruger vil det ikke anderledes, for de vil ikke betale.

 

Ja, vi taler nok 5-6 års levetid (minimum), på et Panasonic Pro-panel. Men det er så ved 24/7 drift!

Det er netop denne type panaler Bang & Olufsen benytter i deres plasma-TV. Det skyldes netop Bang & Olufsens modulopbyggede produkter (TV), som forventes at have en lang levetid i folks hjem.

 

M.v.h.

Taler vi TV, så er Bang & Olufsens TV "ekstremt" sejlivede - sammenlignet med stort set alt andet på markedet. Det er jo netop også én af årsagerne til prisen. Og inden i farer i struben på mig: Jo, der kan også forekomme (komponent) fejl, på Bang & Olufsen TV.

På IT-siden synes jeg man ser at flere og flere producenter kører med længere garanti på produkterne - 3-5 år på harddiske og SSD'er. 3 år på grafik- og bundkort og monitorer. Ligeledes tilbyder flere producenter f.eks. bundkort med ekstra gode/holdbare komponeter.

Taler vi surround-receivere, er der specielt ét (japansk) mærke vi gerne sælger, med god samvittighed. Det skyldes at selvom de har ca. samme funktionalitet, effekt m.v., som andre mærker, så fejler de bare aldrig noget! (Jo, fejl er forekommet). Kunderne vender tilbage omkring betjening, tilslutning m.m. Men fejl? Nope...

Når denne producent kan, hvorfor pokker kan de øvrige så ikke finde ud af det? Modvilje?

 

Jeg tror løsningen ligger hos kunden. Hvis vi som forbrugere bliver ved og ved, med at have 99% af fokus på prisen, bliver producenterne presset til at skære flere og flere hjørner. Først den dag forbrugerne begynder for alvor, at efterspørge - og købe - dyrere produkter, vil vi se stigende kvalitet og levetid.

 

M.v.h.

Jeg må starte med at sige, at jeg er af hjertet glad for, at dette emne igen bliver diskuteret. Fordi hele diskussionen, som den har udfoldet sig ovenfor, stiller ikke blot spørgsmål om producenternes ansvar eller forbrugernes ditto - er det f.eks. i orden at man producerer efter PO? Er det forbrugerne, som bevidst eller ubevist, vælger billige produkter med begrænset levetid? Osv.

Kan forbrugere, set som individer, i det hele taget gennemskue konsekvenserne af egne valg, når de er så vidtrækkende, at børn i Indien arbejder under sundhedsskadelige forhold, eller at børn i Afrika får forgiftninger, når de skal skaffe os af med vores elektronikaffald? Eller bør der etableres instanser, offentlige eller private, som kigger producenterne over skuldrene og sørger for en økologisk forsvarlig udvikling?

Helt personligt mener jeg ikke, at en forbruger kan overskue disse konsekvenser, forbrugeren bevæger sig udelukkende fra fix til fix (jeg selv inkluderet) og ej heller har jeg tiltro, at producenterne af idag har nogen interesse i at fremme forsvarligheden.

Som en sidebemærkning har jeg ofte undret mig over, at Peugeot ofte har vundet Årets bil i Danmark - en vurdering foretaget af bil-journalister og andre fagkyndige. Men når bilerne så fik nogle år på bagen, virkede det ene og det andet ikke, og Motors journalister anbefalede igen-igen-igen i stedet at købe en Golf. Der må da være nogen, som har kunnet gennemskue, at bilerne var dårligt konstrueret?

Også jeg krydser fingre for mit panasonic, og forventer mig mindst 8 år af det! 5 years to go, fingers crossed... :-D

 

Folk render ud og køber billige DVB C-bokse - og SÅ har vi balladen: skidtet lever sit eget liv. Bokse til en femhundreder, eller derunder kan kun være noget skrammel - blot min mening.

 

 

Taler, som I ved, af erfaring, vedr. billigboksene, så køber ikke mere bokse for under en "tudse"...

Jeg skal understrege at jeg ikke er ingeniør, så jeg udtaler mig bare på baggrund af formodninger, og videregivelse af hvad jeg har hørt andre forklare - hvilket jeg ikke kender troværdigheden af. Men jeg er ikke helt overbevist om at det ville medføre "meget" dyrere produkter. Jeg tror det vil gøre noget ved prisen, men ikke dramatisk. Det vigtigste for prisen er nærmere hvor meget service du vil have med undervejs i kæden - både fra producenten og fra forhandleren. Jeg underbygger det blandt andet med at de japanske forstærkere som Henrik B taler om vi "aldrig" har problemer med - og også fornemmer på kunderne at de heller ikke har problemer med 10-15 år efter (vi hører jo folk sige at deres gamle XXXX forstærker er gået i stykker, så nu skal de have en ny), det er ikke særligt dyre forstærkere. Det er forstærkere i 2-5000,-s klassen. Det er klart at surround-receiverne så bliver mere og mere komplicerede med flere og flere funktioner - men fra et konstruktionssynspunkt er meget af det jo software. En DSP chip får ikke kortere holdbarhed af at du programmerer 100 funktioner ind i den, end af at du programmerer 10 funktioner ind i den. Om noget, så er det blevet billigere at konstruere god kvalitet, SMD er ifølge de ingeniører jeg kender en rigtigt god måde at konstruere et apparat på, og som nemt kan laves med meget lang holdbarhed hvis man vil (Densen giver f.eks. livsvarigt garanti til første køber, på svjv SMD baserede apparater).

Dét der bliver slidt/går i stykker i apparaterne, er jo ikke DSP chips. Det er traditionelle komponenter, kondensatorer, transistorer osv. Men fordi det er mere og mere integrerede SMD devices, så kan man ikke bare skifte dén komponent der er stået af, man skal skifte et helt board, som er proprietært for dét apparat, og som typisk har en meget høj reservedelspris - og så er det at man smider den ud. Jeg vil påstå at der ikke er væsentlig prisforskel på en SMD komponent med en lidt for stor værdi, og én med en lidt for lille værdi. Det er alligevel ikke hardware komponenterne der udgør den største udgift, det er det manuelle arbejde. Det er dérfor det hele bliver lavet i østen, komponenten ville stort set koste det samme uanset om den skal monteres i Danmark eller i Kina.

Det interessante er nærmere, at de apparater JEG oplever størst fejlrater på INDEN for garanti-perioden, slet ikke er masseproducerede billige apparater fra østen. Det er apparater der er håndsamlede i Europa (nogle af dem kan godt finde ud af det, andre kan ikke). Disse apparater har typisk komponenter af god holdbarhed, men dårlig samlekvalitet (dem af dem der går i stykker altså, som sagt findes der eksempelvis flere danske producenter af hifi der ligger MEGET godt til hvad samlekvalitet angår). Fejlene på dé apparater opstår typisk relativt tidligt i levetiden, fordi det netop er FEJL. Retter man så fejlene, så lever de ofte ganske fint i mange år efterfølgende. Der er naturligvis også eksempler på egentlige fejlkonstruktioner, der bare ikke er til at få til at virke.

Dét jeg synes er interessant er at de apparater der har relativt kort levetid, ofte ikke fejler specielt meget de første par år. Der er en grund til at tillægsforsikringer typisk har 3-5 års løbetid afhængigt af produkttype - forsikringsselskaberne ved om noget hvornår apparaterne begynder at gå i stykker. Det er derfor du ikke kan købe en tillægsforsikring på 8-10 år. Forsikringsselskabet forventer simpelthen ikke at produkterne holder så længe, derfor er det en dårlig forretning for dem. Et godt bud på den forventede levetid af en produktgruppe, er derfor at kigge på løbetiden på tillægsforsikringer. Det hjælper selvfølgelig ikke til at udpege hvilke mærker der er gode og hvilke der er dårlige, men det siger noget om levetiden af de mest udbredte varer. Da jeg arbejdede i Fona for 15 år siden var løbetiden på en TV forsikring for eksempel 6 år - i dag er den maksimalt 5. Det er der en grund til.

Anyway, det er et sidespring. Min pointe er, at det sagtens kan lade sig gøre at konstruere relativt billige apparater der generelt ikke går i stykker (vi taler 2-5000,-s klassen, ikke det helt billige discount). Det beviser de relativt få fejl inden for garantiperioden. En egentlig fejl i produktionen viser sig som regel relativt hurtigt. Grunden til at apparater der iøvrigt fungerer fejlfrit de første 2-3 år pludselig går i stykker ude på 4-5-6. år, er - vil jeg påstå - næsten altid fordi der er valgt komponenter med en begrænset levetid. Når et apparat har fungeret fejlfrit i 2 år, så vil jeg påstå at det er bevist at det er fejlfrit. Hvis du lavede nøjagtigt samme konstruktion, og monterede komponenter med lang levetid, så vil jeg påstå at prisstigningen ville være ret marginal, men effekten på levetiden ville være markant. Jeg vil påstå at det er dét som visse producenter netop gør, og som medfører at netop de apparater er dem vi meget sjældent hører om fejl på, heller ikke på gamle modeller. (det skal indskydes at pågældende producent har haft enkelte uheldige produkt-serier med mange fejl - på produkter produceret hos en OEM underleverandør...)

 

Det er kun et spørgsmål om tid før man skal betale for at slippe af med sit elektronik.

 

Og man betaler naturligvis når man køber produktet.

 

Til den tid tror jeg holdbarheden/fremtidsikringen stiger markant.

 

 

Det er rigtigt, og det er noget producenterne klapper i deres små hænder over. Men det er ikke umuligt at tage højde for meget af det i designet af et produkt. Eksempelvis på de nævnte Panasonic Pro-paneler, der sidder inputtene på udtagelige boards, der kan skiftes ud. Klart, det fylder lidt mere at lave sådan en konstruktion - men det er jo dét der er pointen, hvis levetid og opgradérbarhed blev prioriteret højere af kunderne, så ville producenterne også levere det. Samsung har indført en opgradérbar smart-tv funktion i topmodellerne, det er et skridt i den rigtige retning - omend jeg vil se hvordan det spænder af i praksis før jeg jubler (jeg synes for eksempel udmeldingen om at garantere software-opgraderinger ét år frem efter købet af et nyt modul, er lidt foruroligende).

 

Pt. kan der ikke blive tale om, at bringe den 3. verden op på vores levestandard. En by som London har i dag et affaldsproblem, der skal gøre brug af et areal på størrelse med hele England, tilsvarende gør sig gældende for hele verden, hvor vi forbruger så meget og smider så meget væk, at vi burde have 3 kloder i stedet for én. (Kilde Zygmuth Bauman). Hvis vi skal gøre noget ved problematikken skal vi have sat en prop i en fejlslagen og uregerlig vækstfilosofi, og i stedet nærme os den 3. verdens levestandard. Ansvarlige økonomer udtaler, at en beskeden vækst a la tresserne er forsvarlig.

Tilbage til emnet tak.

Hvis producenten ikke kommer med noget nyt, så opfatter mange kunder dem som bagud på gængse områder. Det med at fortælle folk at de blot kan tilføje en lille boks giver seriøse grimme ansigter på en stor del kunder i dag. Det hele skal helst bankes ind i den samme lille boks, der rummer AirPlay, bluetooth, Netflix, CD afspiller, Blueray afspiller, surrounddekoder og 3 højttaler til at skabe pseudo filmlyd og spille, så kunden kan skille sig af med de gamle gulvhøjttalere, og dermed kan tækkes en hidsig kone i designerkluns der står udenfor butikken og tripper.

Hvis forhandleren opfører sig ansvarligt og anbefaler et produkt til kunden, som denne kan beholde i mange år og forsøger at argumentere for sagen, så afbrydes man af andre argumenter som, at det fylder for meget til Montana reolen (ja det gør velkonstrueret udstyr ofte) og telefonopkald til en fustreret kunde der bare vil have noget at bruge sine penge på. 

Det samme gælder højttalere, hvor rigtig mange har svært ved at forstår basale fysiske love omkring lyd. Jeg hører tit spørgsmålet om hvorfor tv-producenter og højttalerproducenter ikke snart tager sig sammen og laver noget ordentligt lyd der ikke fylder noget.

Vi er efter min overbevisning blevet lullet ind i en gænge hvor tingene ikke må koste, ikke må fylde og helst skal kunne fåes i farver der matcher sidste farve skrig fra Ikea og diverse modemagasiner (hvornår har I sidst set en ordentligt vellydende anlæg i et dameblad ?).

En branche med rigtig mange salgsled og producentled der udelukkende tænker i sindsyge vækstproportioner, er absolut heller ikke fordrende for holdbare produkter, for hvad skal man så sælge næste år, når budgettet er 20% højere?

Vi har i andre tråde været omkring emnet periferært i forbindelse med diskutioner om loyalitet mellem forhandler og kunder. Hvis ikke kunden vil lytte til forhandleren, så er det nemmeste blot at serverer den elektroniske gang gylle kunden spørger efter. Næste gang kunden så spørger et bedre produkt (hvis han forhåbentlig er blevet er blevet lidt klogerer i mellemtiden), så får han overordentligt svært ved at finde en forhandler der gider efterleve kravet, da de 99% andre kunder endnu ikke er nået til erkendelse af, at kvalitet betaler sig. Så både kunde og forhandler har her et moralsk ansvar. 

Og så længe selve detail-ledet ikke efterspørger kvalitet, så får de det heller ikke. Der findes masser af producenter der kan, men de får ikke et ben til jorden i al støjen. Bare det at overbevise en kunde om at det bedste billede sidder i en plasma skærm kan være en kamp der overstiger de fleste sælgers evne udi tålmodighed og med 90% risiko for at miste salget til en anden butik, der gider snakke kunden efter munden. Derfor forsvinder plasma skærmene fra rigtig mange butikker vi står nu tilbage med LED skærme i middelmådig byggekvalitet der lokker forbrugeren med nye "apps" der kan ting, som de fleste brugere kan på 7 andre apparater i husstanden i forvejen eller kunne tilkøbe for få hundrede kroner og blot slutte til eksisterende udstyr.

Og uden at vi igen skal tale om afrikanske livsformer, så har vækstdogmet også en stor del af skylden. Pt. er der flere og flere bruger der begynder at fokuserer på ting der skal kunen holde eller sætte hastigheden lidt ned med nye investeringer. Resultatet; Medier og såkaldte selvudnævnte eksperter, der skriger om at vi skal bruge flere penge og købe mere skrammel, da vi eller falder "bagud" og mister konkurrence evne. Oh ve oh skræk hvis folk skulle komme til den erkendelse, at tv'et og højttaleren måske godt kunne holde et år eller to mere og der måske endda kunne blive råd til at en forældre trak sig fra hysteriet i et par år og passede deres eget afkom i eget hjem. Så falder hele korthuset og løgnen vi fodres med hver dag jo sammen.

Hele snakken om kvalitet er jo ikke blot omkring elektronik. Den hænger også som en sort sky over spånplade møbler, featurefyldte biler, dårligt tøj til overpris, mode-luner i tasker og tapet.

Det, vi forholder os til, er dog stadig emnet, omend på et metaplan, men ja, undskyld at jeg hijacked din tråd...

"Over and Out" fra Peter Å :-D

Statistikken skulle ikke alene være fra serviceværkstederne, da mange af de billigste fjernsyn slet aldrig ser et sådant værksted indvendigt.

Statistikken skulle måske nærmere basere sig på genbrugspladsernes indtag af "defekte" apparater. Så kunne man en gang årligt lave en top-10 over "mest kasserede modeller". Samsung ville selvfølgeligt undskylde sig med, at de sælger flere apparater end B&O, men en sådan liste ville jo (måske!) også afsløre at de kasserede Samsung-apparater havde en gennemsnitsalder på 4 år, som var markant lavere end øvrige producenters.

Men nu er kvalitet jo mange ting. Personligt ville jeg hellere købe et B&O til 50K, og så efter 5 og 10 år bruge 5K på at få en ny tuner i.

Givet det mening rent økonomisk, i forhold til de features man får? Nej, slet ikke. (Den nye tuner giver jo ikke en et OLED panel..)

Men ens "environmental footprint" bliver markant mindre, end hvis man hvert 3. år går ned og køber et fjernsyn til 5K. Det er også en kvalitet i sig selv.

 

Jeg synes også det er trælst, at forbrugerne køber det billigste af det billigste. Jeg har tre bud på forklaringer:

1) Mange mange mange mennesker har brændt fingrene på mpeg2/mpeg4, dvb-xyz, HD-ready/Full-HD, etc. etc. etc. En del købte sikkert en fladskærm for 7 år siden for 10000 og fandt kort tid efter ud af, at de skulle til at rode med STB osv. alligevel. Så hvorfor tænke langsigtet?

2) For de fleste folk er de nuværende fjernsyn "gode nok". Jeg skrev i går hvad jeg havde oplevet i en lokal Fona, men det forhindrede formentligt ikke butikken i at lange dusinvis af fladskærme over disken alligevel. En del kommer stadigvæk fra (dårlige) billedrør, og så er sådan et helt fladt fjernsyn jo godtnok flot (også selvom det sættes hjem på møblet, der var designet til et fjernsyn der var 60cm dybt).

3) Anmeldere af forbrugerelektronik (naturligvis ikke på recordere.dk... :-)) er med til at hype en masse pjat og pjank. Anmeldelserne vil formentligt være kedelige, hvis de alene fokuserede på "Billedet er lidt bedre end den anden model, og lyden er lidt dårligere". Så i stedet er anmeldere med til at pushe nye features alá 3D, hbbTV, osv. osv. osv. Dermed ikke sagt, at de pågældende teknologier er dårlige eller irrelevante at inddrage i en anmeldelse, men hvis man om 3D skrev: "3D-funktionaliteten har en usikker fremtid. Dels kræver det en afspiller der kan levere det rigtige signal, dels fungerer dine eksisterende medier næppe i 3D. Dit valg af TV bør derfor næppe afhænge af hvorvidt det har 3D eller ej", så ville de måske kunne tage lidt ud af producenternes salgsgas. Nede i butikken ville folk derfor kunne vælge mellem det "kedelige" fjernsyn uden alt muligt plank, og fjernsynet med en masse gimmicks, ville de måske værdsætte de pågældende gimmicks mindre og fokusere på billed- og lydkvalitet i stedet, da de VED at de pågældende gimmicks alle har en usikker fremtid.

Jeg er 35 år og har haft masser af forskellig elektronik i min levetid. 

Men jeg har kun haft 2 produkter der "døde" - altså gik i stykker.

Det ene var en 2 år gammel nokia telefon, hvor skærmen gik i stykker.

Det andet var en SSD disk, der fejlede og blev ombyttet på garantien.

Det synes jeg er helt ok i forhold til hvor meget grej jeg har ejet.

Resten er blevet solgt eller smidt ud fordi jeg hellere ville have noget andet.

Jeg synes også min omgangskreds taler mere om "dårlig samvittighed over at kasserere produkter, der jo egentlig ikke fejler noget" mere end om produkter, der er gået i stykker.

Så mærkevarer eller billig no-name : Jeg har stort set aldrig ejet et produkt som er gået i stykker.

Hvad med jer andre, der skriver i denne tråd: Oplever I tit, at grunden til at I må købe nyt grej er, at det gamle er gået i stykker?! (altså ud over telefoner, I har tabt i toilettet og lign!). Eller køber I nyt grej fordi I hellere vil have nyt - selvom det gamle stadig duer?

/Martin

 

Nogle mennesker drikker, ryger og spiller deres penge op, jeg sparer sammen og køber elektronik, når jeg har råd til det.

 

Det handler vel i bund og grund om prioritering.

præcis!

Og derfor forstår jeg ikke helt denne tråd (og slet ikke dens udvikling!!) som handler om "om vi kan leve med at elektronik går i stykker efter få år".

For jeg oplever stort set aldrig at elektronik går i stykker (uanset om det er noget fra et happy meal på MacD eller om det er state-of-the-art hifi.)

Formålet med tråden er jo at lade folk komme med deres syn på sagen. At mene at det ikke er et problem fordi man hellere vil have nye produkter ofte end beholde noget i lang tid, er jo et helt reelt synspunkt, som ikke er mere eller mindre forkert end at ønske sig langtidsholdbare produkter. Det er da bestemt et væsentligt indspark i debatten at pege på at man ikke ser det som et problem. Det var jo netop dét jeg gerne ville høre noget om, ER det et problem for folk eller ej.

Dét JEG så gerne vil diskutere, er om det nu også på lang sigt er en fordel med denne evige jagt på det sidste nye. Det medfører jo blandt andet at producenterne sørger for at du SKAL købe nyt, hvis du vil kunne det hele.

Generelt vil jeg hellere selv vælge hvornår et produkt skal udskiftet fremfor at det brænder af i utide. 

Man tør jo dårligt købe en 3 gammel receiver i dag, for hvor længe kan den holde ?

Ja okay, måske blev jeg lidt for skarp, sorry!

Så her kommer mit syn på sagen, kogt ned til to linier: (edit: tre linier)

(jeg har også set dokumentaren om glødepæren - men jeg har levet med hele mit liv, at en pære af og til skulle skiftes, så jeg har aldrig tænkt over det. Som alment fysik-interesseret har jeg nok nærmere tænkt det naturligt, at en tynd tråd, der udsættes for så meget varme brænder over før eller siden.

Desuden tænker jeg heller ikke synderligt over at støvsugere og biler, som har væsentlige sliddele (støvsugere udsættes for støv og skidt og møg... og biler for hård mekanisk påvirkning) bliver slidt op. Når jeg har skiftet en støvsuger har det været fordi jeg synes, at den gamle - med tiden - var blevet gradvis dårligere - sikkert fordi alle dele efterhånden var overdænget med støv osv).

Godt nytår til alle.

Det er lige præcis den der, jeg ikke forstår: Du vil putte mig i den kasse, der er ligeglad med at tingene går i stykker, fordi vi alligevel køber nyt.

Jeg vil hellere puttes i kassen, der hedder: Jeg køber jævnligt nyt, selvom det gamle så godt som aldrig går i stykker!

En B&O forstærker, hvor skydeknapperne fik lyden til at skratte. Det holdt kun kort tid når den var repareret.

Et B&O tv, som pludselig slukkede, og var for dyr at reparere.

En Denon cd-afspiler, hvor skuffen ikke ville blive ude.

En Panasonic VHS maskine, hvor strømforsyningen gik i stykker.

En Marantz surround receiver, hvor centerkanalen forsvandt. Den forærede jeg væk som stereoforstærker.

Og adskillige printere, hvor printhovedet blev tilstoppet.

Alt andet underholdningselektronik jeg har haft, er blevet teknologisk forældet, før det gik i stykker. Dvs. spolebåndoptager, kassetteoptager, harddiskoptager, billedrørstv, Palm pilot, multifjernbetjening, surround reveivere, dvd-afspiller.

Jeg har helt sikkert glemt noget, men det er lige hvad jeg kan huske.

Hvis det er noget, jeg synes er dyrt, har jeg tegnet en tillægsforsikring på det. Det er da fordi jeg ikke vil til at kassere en dyr ting efter fx 2 1/2 år.

Den kan så ikke repareres da man ikke kan få en ny strømforsyning til den!

 

De står så i en situation hvor de tænker

 - Hvorfor give så mange penge for et dyrt tv når det ikke kan repareres efter 2 år?

 

Så er vi jo derhenne hvor der bliver produceret 20 nye modeller om året

og hvis det går i stykker må folk bare betale for til et nyt TV/produkt.

 

Kan godt se at de skal sælge noget,

men der er da rigeligt af folk der skifter ting ud efter at der er kommet nyt på markedet hvert år.

Samt alle de nye kunder der til stadighed opstår + de gamle der skifter ud efter en periode.

 

Derfor skal tingene gerne holde længere end reklamationsretten holder.

Ellers ender det med at folk ikke vil give særligt meget for tingene for de holder jo kun maks. 2 år. Dermed bliver kvaliteten jo endnu ringere og så ender vi i en dum cirkel med lavere priser og endnu ringere kvalitet. Hvilket for mig ikke er at foretrække!

Så ser jeg hellere at udbuddet bliver sat ned fra f.eks 20 modeller til 10 og at kvaliteten bibeholdes.

mailto:Cybersp@ce - Cybersp@ce

 

Hvad human er det for er TV, hvor man ikke kan få en strømforsyning efter to år!!?? (Det lyder for mig mere som en butik som forsøger at sælge nyt, og benytter det som undskyldning!)

 

2. Det viser da netop at det kan betale sig, at købe modeller fra kendte producenter! Her vil man da netop kunne få nye dele - i længere tid.

 

M.v.h.

 

M.v.h.

Ved så ikke om du synes at Sharp er en mærkevare.

Personligt er jeg selv til Panasonic.

 

Vil da sige en 5-6 år må det da gerne holde - gerne mere for os fattigrøve...omformulerer lige - en fattigrøv som mig.

mailto:Cybersp@ce - Cybersp@ce

Uanset bør man kunne købe gængse reservedele - som fe¨.eks. strømforsyninger - i langt mere end et par år!

 

Hvor meget var/er den over de to år?

 

M.v.h.

Jeg har ikke lige kigget i tråden siden du skrev dette, men det er lige præcist dén indstilling jeg TROR rigtigt mange går rundt med - hvorfor skulle mit elektronik da ikke kunne holde 25 år? Don't kill the messenger, men det er lige præcist dét jeg forsøgte at sætte fokus på, det er i langt de fleste tilfælde en urealistisk forventning - især når vi taler om TV. Der er bestemt produkter der har en forventet levetid på 25 år - højttalere for eksempel, som nævnt - men hvis du køber et tv i dag og forventer at det lever 25 år, så vil jeg så godt som garantere dig at nogen bliver skuffet - hvis ikke dig selv, så ham du sælger den til.

Henrik... Det er jo netop dét jeg har oprettet tråden for at gøre opmærksom på. Den historie er noget jeg hører oftere og oftere. Og nej jeg tror ikke det er en butik der forsøger at snyde kunden. Problemet er at "kendte producenter" ikke længere er nogen garanti. Nærmere tværtimod - Samsung og Philips må om nogen siges at være "kendte producenter", og det er typisk dem jeg hører historien om - nu kan vi så skrive Sharp på listen, men der er stensikkert flere af de store hvor dette vil kunne opleves. Hele balladen er netop at hvor det i "gamle dage" var et fænomen man vel i et eller andet omfang forventede af såkaldte "handelsmærker", dvs. Denver, Lumatron osv, så har det bredt sig til netop også at være et problem hos dét man ellers ville kalde mærkevarer.

Og jeg forstår godt at reaktionen bliver som dén fra Cybersp@ce: Når det alligevel ikke holder længere, så kan jeg lige så godt bare købe den billigste. Det er præcist dér den største del af problematikken ligger, og jeg vil mene at de producenter der rent faktisk satser på længere holdbarhed (B&O i særdeleshed, måske i en vis grad Sony?) burde slå sig mere op på netop dette, og eksempelvis tilbyde langvarige fabriksgarantier, ligesom de fleste højttalerproducenter. Yamaha gør det til dels med Aventage, som de giver tre års garanti på. Ikke helt nok til at gøre den store forskel, men dog et skridt på vejen. Mange mindre producenter giver både 5 og 10 års fabriksgaranti, og der findes enkelte med livsvarigt garanti til første køber. Jeg mener principielt at forbrugerne burde forlange 10 års garanti på elektronik - om ikke ligefrem via lovgivning, så som konkurrenceparameter. Og min påstand er altså at den eneste grund til at det ikke sker, er at folk har en falsk forventning om at det er en selvfølge at elektronik holder mere end 10 år.

Og en sidste detalje: Lad være med at tro at det altid har været sådan, og vi bare hører om flere problemer "på grund af internettet". Jeg har i min fona-tid i slutningen af 90'erne flere gange oplevet Philips skifte billedrør per kulance på 5-6 år gamle tv, noget man gjorde fordi den forventede levetid på et billedrør var meget mere, selv om der kun var ét års garanti. Dette på helt almindelige konsum-modeller i 4-5000,-s klassen. Dén praksis finder man næppe en TV-producent i dag der vil efterleve - uanset mærke og pris. Lang levetid er simpelthen ikke en konkurrenceparameter, fordi kunderne ikke er opmærksom på at det burde være det (er min påstand).

 

Glemte hele tiden at få spurgt hvor gammel deres Sharp-LCD-TV blev og svaret var 3 år.

Den var købt i Elgiganten,

men havde for noget tid siden sagt til dem at de snildt kunne komme af med 5-600 Kr.

for at de bare kikkede på den + kunne risikere at skulle vente i 1-3 mdr.,

hvor de så måske alligevel ikke kunne få den lavet.

(Selv tidligere oplevet det ved en i vores eksamensprojekt,

hvor hans computer var væk i 3 mdr.! Hvor han så måtte sende den retur igen,

da de havde sat en ringere skærm på end den skærm hans bærbar var født med!)

(Plus havde før hørt om en sag fra en anden kammerat, som jeg imellemtiden har glemt igen).

 

Der var alligevel ikke nogen garanti på tv'et og mener de havde været hos 3 forskellige,

hvor svaret var at de ikke kunne skaffe den specifikke strømforsyning.

 

TV'et er blevet skrottet og nu står de med et andet TV,

som er et gammelt brugt LCD-tv som plan-b.

 

De nye modeller kommer jo nu og skal først lidt ned i pris igen.

Men det er stadigt svært for dem hvad de evt. skal vælge af nyt Led-tv,

som er det de ønsker + det bedste efter deres behov.

På trods af at jeg presser dem lidt henad mod en ny Panasonic-Led-TV.

 ~ mailto:Cybersp@ce - Cybersp@ce   ~

Dermed får vi kvantitet istedetfor kvalitet, hvilket jeg i hvert tilfælde ikke ønsker.

 - Kunne TV-producenterne ikke også nøjes med at lave færre bedre modeller

end at skulle komme med 10+ modeller hvert år i xx antal størrelser?
~ mailto:Cybersp@ce - Cybersp@ce   ~

 

Vi lever i en køb og smid væk kultur.

 

Det bedste sted at spørge er nok en B&O forhandler. Dem kan der selvfølgelig godt være nogen af herinde.

 

B&o konstruere deres produkter så der ingen steder bliver over 50° varmt, det er med til at sikre længere holdbarhed.

Jeg vil sige at det er forventeligt at B&O sørger for tilgængelige reservedele - om de får sværere ved det i praksis skal jeg ikke kunne sige. Med de fleste komponenter er det faktisk ikke sådan at man løbende producerer reservedele til gamle modeller, man lægger nogle til side til reservedele mens man producerer - og så prissætter man dem efter efterspørgslen. Så når et panel som reservedel ofte koster mere end det færdige tv, så er det et simpelt spørgsmål om at man ikke har prioriteret at lægge ret mange til side. Det er lidt ligesom når forsikringsselskaber sætter en helt ublu høj pris på bilforsikringer til 18-årige, i stedet for bare at sige nej... B&O kan med andre ord selv styre hvor mange reservedele de vil have liggende, uafhængigt af hvad underleverandørerne gør. Men som sagt, det kan helt givet blive vanskeligere i længden, efterhånden som udviklingen går hurtigere og komponent-typerne skiftes hurtigere ud.

Men en nok så væsentlig pointe med hensyn til dit første spørgsmål, hvor længe burde tv'et kunne holde, er at et Samsung panel ikke bare er et Samsung panel. Panelerne findes i forskellige klasser, som har forskellig forventet levetid (der er også andre forskelle, men i denne sammenhæng er det dét der er interessant). De billigste paneler er f.eks. specificeret til 8 timers drift i døgnet, og maks 2 timer ad gangen hvorefter den skal hvile en time. Hvis man så ser TV 6 timer i træk hver dag, så rister man panelet rimeligt hurtigt. Andre paneler er specificeret til f.eks. 12 eller 18 timer. Nogle er specificeret til 22 timer, 11 timers drift + 1 times pause. Og der findes industri-paneler - typisk tykke konstruktioner med blæsere, som man ikke ville have i stuen - der er specificeret til 24/7 drift. Jeg ved ikke præcist hvilke paneler B&O bruger, men det er - i hvert fald i de "rigtige" modeller (dvs. ikke Beoplay) nogle af de "langtidsholdbare". Derfor tror jeg ikke man skal være nervøs for selve panelet. (Jeg siger ikke der er problemer med Beoplay, jeg ved bare ikke noget om dem og derfor kan jeg ikke sige noget om dem).

Alt det "udenom", det designer B&O i bred udstrækning selv, og derfor har de ret gode muligheder for at vælge komponenter med lang holdbarhed og tilgængelighed. Men det er ikke fuldstændigt rosenrødt - de første plasma-tv var f.eks. bare komplette Panasonic pro-displays bygget ind i en B&O ramme (i en grad så Panasonics fjernbetjening virkede, hvis man fjernede frontrammen). Man kan så argumentere for at i det tilfælde har de i det mindste brugt et display med en generelt forventet lang holdbarhed.

Det er der pudsigt nok faktisk en del der gør, så snart de skal til at pådutte dig tillægsforsikringen... Men det er et sidespring.

M

Non-Desperado skrev: Personligt kunne jeg godt tænke mig et Beovision 10/11, men når jeg ser på priserne for 46"-udgaverne, så kan man jo få en Sony- eller Panasonic-topmodel to gange for samme pris, og så endda i 55". Og så er det jeg spørger mig selv, om det i længden ikke bedre kan svare sig at købe to japanske topmodeller i løbet af ti år fremfor ét B&O i samme periode?

Jeg tror svaret afhænger meget af hvem man er. Nogle mennesker kan ikke leve med at dét produkt de har ikke er den sidste nye model. De vil næppe være glade for et B&O tv i ti år. Man kan så diskutere om de kan være glade for et Panasonic i fem... Men hvis man ser isoleret på holdbarhed vs pris, så tror jeg ikke det kan betale sig at købe B&O'en. Men så sort/hvidt er det jo ikke, for hvis vi nu antager at de to løsninger koster det samme, så vil B&O'en give dig f.eks. langt bedre lyd, lækrere design, langt bedre betjening, og i det hele taget større ejerglæde. Omvendt, så vil japanerne sandsynligvis give dig bedre billedkvalitet i de sidste 5 år, hvor du kan købe en nyere model. Denne effekt vil jeg dog argumentere for er ved at flade ud, efterhånden som udviklingen flader ud. Jeg vil argumentere for at produktet "fladskærms-tv" er ved at være modnet i udviklingen, og at der ikke kommer flere markante, væsentlige ryk i den maksimalt opnåelige billedkvalitet. Det bekræftes jeg i hver gang jeg ser en 9. generations Pioneer. Om 5 år er dét stadig et pisse godt tv.

Ovenstående tager ikke hensyn til at jeg personligt slet ikke mener B&O's billedkvalitet er specielt god. Men jeg vil argumentere for at dem der gav f.eks. 25.000,- for et Pioneer for 5 år siden, er bedre stillet her og nu end hvis de havde givet 12.500,- for et Panasonic for 5 år siden, og 12.500,- for et Panasonic i dag (vurderet på rå billedkvalitet, jeg er helt med på at der er udfordringer mht. tuner, smart-tv osv)

Men essensen i det er at man skal starte med at se indad, og overveje om man ville kunne holde på ejerglæden ved at have en gammel high-end luksusmodel, frem for en ny japaner som måske på papiret er foran på nogle punkter. Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, ville jeg afgjort svare at langtidsholdbarhed ragede mig en pind, jeg havde alligevel skiftet det ud længe før garantiens udløb. Men jeg må indrømme at i dag er jeg blevet mere fokuseret på at købe færre men bedre ting, som jeg kan bruge i længere tid. Det gælder ikke kun elektronik. Jeg har for eksempel en Hugo Boss t-shirt, som jeg var heldig at få til halv pris for 5-6 år siden, men som havde en normalpris på 600,-. Før dét tror jeg aldrig jeg har brugt over 100 kroner på en t-shirt i mit liv (bortset fra nogle fan t-shirts). Jeg bruger den rigtigt meget, og den har bogstaveligt talt været vasket 100 gange, uden at jeg har behandlet den pænt (ikke noget særligt vaskemiddel eller lignende). Men den ser fuldstændigt ud som ny, og det er stadig dén t-shirt jeg er gladest for. Det kan jeg sætte pris på nu, men det kunne jeg næppe for 10 år siden. Og nok så væsentligt, jeg vidste ikke at det ville være sådan da jeg købte den. Det svære består i, præcist som med elektronik, at gennemskue det før købet. Jeg kan for eksempel ikke finde en ny Boss t-shirt i dag, som har samme stof-kvalitet som min gamle. Jeg tror desværre elektronik-verdenen er kommet meget langt ned ad den negative spiral det er, at selv HVIS man ønsker at købe et langtidsholdbart produkt, og er villig til at betale rigtigt meget ekstra for at få det, så er det ikke sikkert det overhovedet findes på markedet. Jeg har altid været tilhænger af at folk selv kan vælge om de vil det ene eller det andet, men det valg er i praksis ikke længere så frit, fordi de langtidsholdbare løsninger bliver presset ud af markedet.

Hvis du har nogenlunde kontrollerede lysforhold, så mener jeg at den bedste løsning p.t., både hvad angår holdbarhed og billedkvalitet, er et Panasonic pro-display, helst med en ekstern video processor ala Lumagen eller evt. DVDO iScan Duo (fordi pro-panelerne ikke har en brugbar indbygget CMS). Din beskrivelse af behovet skriger efter lige præcist dén løsning. Skulle jeg selv købe en fladskærm her og nu, og budgettet rakte til det, så blev det helt sikkert dén løsning jeg selv valgte. Afhængigt af størrelse taler vi vel om 30k+. Dyrere end japnanerne, men billigere end et "rigtigt" B&O.

Jeg er jo nødt til sådan lidt drillende at spørge hvorfor vægten er relevant, når den ikke skal op at hænge? Medmindre du har et tv-møbel der er bygget af våde papkasser, så bliver det ikke et problem. Varme og strøm, ja. Det er ikke så meget ofret for holdbarheden, som for billedkvaliteten. "Stue-plasma'erne" bruger mindre strøm, ved aktivt at regulere strømtilførslen til panelet, hvilket forringer billedkvaliteten. Panasonic laver nogle pro LCD-tv, men jeg har ingen erfaring med dem, det var specifikt plasma'erne jeg havde i tankerne. Jeg ved ikke om der findes nogle kommercielt tilgængelige professionelle LCD paneler, som har en billedgengivelse der egner sig til formålet, men det er da ikke umuligt. Jeg har én stående, men den får du desværre ikke lov til at købe