Lad mig først og fremmest slå fast, at jeg bestemt ikke ude på at beklikke Otto’s hensigter. Jeg har krydset klinger med ham adskillige gange i diverse fora, og jeg er sikker på, at han ikke har noget i mod en stikpille som den, jeg sendte af sted. Otto kan jo undertiden selv være provokerende, men han er altid velargumenterende og er altid god for et par interessante synspunkter, og jeg er tit blevet en hel del klogere af at læse Otto’s indlæg.

Og så en anden tilståelse; min interesse for det korrekte billede er nok ikke så stor, som min interesse for den bedste lyd. Jeg er nok påvirket af, at jeg gennem tiderne har set for mange film på elendige fjernsyn. Derfor står jeg af, når folk snakker om sortbalance og farvekalibrering og automatisk justering af kontrast. Og derfor er jeg måske heller ikke målgruppen i denne diskussion, men er altså polemisk nok til alligevel at blande mig.

Men lad mig underbygge det med blindgyden. Otto argumenterer for, at man kun kan udtale sig om smagen af leverpostej, hvis man har smagt leverpostej. Logik for burhøns – for nu at citere Otto selv. Men så ender diskussionen vel blot med, at de, der mener at have den perfekt kalibreret fladskærm, kan give hinanden ret i, at det er det eneste måde, man kan nyde en film på – og andre kan ikke blande sig, for de har jo ikke et korrekt indstillet fjernsyn, og ved derfor ikke hvad der bliver talt om.

Og så er der argumentet om man skal lade film fremstå som det kunstværk, det kan være. Her mener jeg altså ikke, at et par procent mere eller mindre rød kan spolere en filmoplevelse – akkurat som manglende bas fra en stativhøjttaler helle ikke kan ødelægge et godt stykke musik. Mange af de helt store filmkunstværker er i en elendig teknisk kvalitet (Hitchcock, Wells (Citizen Kane) for ikke at tale om Fritz Lang), men det betyder for mit vedkommende ikke det store.

Men spændende diskussion, Otto (igen) har sat i gang, og jeg er glad for, at jeg som fladskærmsignorant alligevel kan give mit besyv med ;-)

Apropos dogmefilm, så er en af reglerne, at der ikke må foretages efterbehandling af billederne - herunder colorgrade – derfor kan man i eksempelvis i Triers ’Idioterne’ netop se eksempler på, at personer har forskellige farver i ansigterne, alt efter hvilken vinkel de er fotograferet i. Deraf kan man vel slutte, at et superkalibreret fjernsyn ikke er nødvendigt, når det gælder dogmefilm ;-)

Hvad angår de håndholdte kameraer, så er jeg fuldt ud klar over, at det er et kunstnerisk valg. Jeg er bare blevet træt af at se på det og mener, det har taget overhånd – især i danske film.

 Og nej, jeg mener ikke at Schindlers Liste skal farvelægges og mener, det er en katastrofe, at Lang’s Metropolis blev det.

Jeg har i tidligere debatter om god lyd skrevet, at god musik også lyder godt på et dårligt anlæg, mens dårlig musik ikke bliver god selvom det bliver spillet på et godt anlæg. På samme måde vil jeg sige, at en god film fortsat er god, selvom den bliver vist på et dårligt fjernsyn, mens en dårlig film ikke bliver god af at blive vist på et godt fjernsyn.

En detalje mere mht. "Idioterne": Det er rigtigt at de sidste procents nøjagtighed kan være ret ligegyldige med sådan en film. Men ikke desto mindre står der mange tv i folks hjem, der er så skæve at man netop vil overse den slags fejl. Og det er jo på sin vis synd, for fejl eller ej, så er det en del af konceptet at det IKKE skal se slikket og behandlet ud. Hvis man behandler for meget, så forsvinder den kunstneriske mening med at lave det sådan, så er det bare grimt.

dreamz skrev: Mange af de helt store filmkunstværker er i en elendig teknisk kvalitet (Hitchcock, Wells (Citizen Kane) for ikke at tale om Fritz Lang), men det betyder for mit vedkommende ikke det store. Men spændende diskussion, Otto (igen) har sat i gang, og jeg er glad for, at jeg som fladskærmsignorant alligevel kan give mit besyv med ;-)

Ja, overordentlig spændende diskussion.

Mht. de store kunstværker, så er Hitchcocks Psycho snart ude i en 50 års blu-ray udgave. Citizen Kane kommer næste år. Fritz Langs M er ude. Murnau har City Girl og Sunrise ude og forhåbentlig ser vi snart Nosferatu. Fire Chaplin film er lige kommet ud og vi har to Buster Keaton film. Sweet Smell of Succes og Night of the Hunter er på vej fra Criterion. Til efteråret kommer Oscar vinderen Mutiny on the Bounty med Clark Gable og Charles Laughton fra 1935 og sidst på året skulle en sublim Metropolis se dagens HD lys.

Jeg har selv nydt alverdens gamle klassikere via svensk TV i 70'erne, som sendte et utal af sort hvide film. Codan bygningen manipulerede så lige med billedkvaliteten, så der var som regel altid sne på. Det betyder ikke, at jeg ikke nød dem og ikke sætter pris på oplevelserne, tværtimod 

Men jeg har lige set Panserkrydseren Potemkin i en BD udgave og kan se Tarkovskys Andrey Rublev er ude i HD i Rusland. 

Jeg kan ikke advokere kraftigt nok, for den "nye" måde at opleve de gamle film på. Hvor man før har fokuseret på drama og dialog, så er det nu også blevet en decideret nydelse at lægge mærke til cinematografi og detaljer i baggrunde, ansigter, tøj. Sortniveauet er pludselig for mange films vedkommende markant forbedret. 

Personligt vil jeg sige, at jeg det er "det store" for mig. De gamle sort hvide film får ofte ikke kun nyt liv. Den reelle filmiske bedrift for mange af dem, er blevet nemmere at få øje på og mange nye film, får kam til deres hår af 70-80 år gamle film. 

Se startscenen af Chaplins Diktatoren eller Buster Keaton uhyrlige timing og stunts i Generalen. Begrebet "gammel" eksisterer for mig ikke mere, når jeg får lov og se film i denne fantastiske kvalitet. Kun som en dårlig grund, der afholder en fra at se disse vidunderlige film.

Ha' et godt klassisk sort hvidt efterår 

@Otto

Dreamz: Du må rette mig hvis jeg tager fejl her, men jeg har en fornemmelse af at din opfattelse af diskussionen er at jeg argumenterer for hvorfor folk skal købe sig til dét ekstra tweak det er at få indstillet sig til et korrekt billede, og om hvorvidt dén forbedring er investeringen værd eller ej. Det er på ingen måde tilfældet. Nærmere tværtimod. Så hvis din argumentation er at dén ekstra mulighed det er at vælge en korrekt gengivelse er overflødig, så kan jeg bedre følge hvad det er du siger. Det vil være overflødigt for mange. Jeg forsøger bare at vende dén bøtte om, således at vi spørger: Er den dynamiske indstilling ikke overflødig for folk? Den koster penge at implementere (formentligt mere end en kalibrering koster). Hvorfor har vi behov for andet end at se filmen sådan som den er skabt, hvorfor STARTER vi ikke med at vise folk filmen som den er? Inden for en rimelig grad af tolerance, er det på ingen måde sværere at give folk D65, end at give dem 8500 kelvin - tværtimod faktisk. Hvorfor vælger vi ikke den nemmeste, billigste og bedste løsning, nemlig at lade være med at pille ved billedet? Hvad er det vi vinder?

Jeg tror vi kan blive enige om at det er en holdningssag, som bekræfter at farvesætning og post production er en væsentlig og skelsættende del af filmoplevelsen

"Jeg accepterer fuldt ud instruktørens valg; men gav blot udtryk for, at jeg er såre træt af at se de rystede billeder fra håndholdte kameraer i snart sagt hvilken som helst ny, dansk film."

Det er jeg også. Men jeg vil aldrig efterspørge en funktion, der ændrer hvad instruktøren har lavet med vilje. Jeg kan nøjes med at sige at det er en lortefilm. "Idioterne" er vel en Trier-selvbiografi.

Mit spørgsmål omkring Shrek har i øvrigt intet at gøre med hvornår du postede den kommentar.

Men vi er så uenige omkring rystelser og vinkler (jeg mener, at det ændrer vinklen, men man kan argumentere begge veje). Dog vil jeg klart mene, at de ændrer helhedsbilledet, hvis du begynder at pille noget, der skal være der ifølge instruktøren.

Sagt på en anden måde: En perfekt filmoplevelse for mig, i prioriteret rækkefølge og i meget grove træk, er:

"På den måde er kalibreringen et håndværk, som jeg synes der skal betales for, og ikke en standard som fra fabrik skal i alle TV."

Jeg tror ikke, at det ene udelukker det andet. 

Og aaaaaanyway: Hvor bliver argumenterne af for at filmoplevelsen bliver bedre af at ændre på filmskaberens produkt?