Som stor elsker af klassiske film, er Shutter Island ved første øjesyn guf. Allerede fra traileren kunne man glædes over de slet skjulte homages til Hitchcock og co og se frem til en instruktør, som ikke blot lægger sig på ryggen over denne måneds visuelle artisteri fra Hollywoods hønsefarm af hovedløse cinematografer. Man håbede lidt på et overflødighedshorn af old school gode gamle virkemidler, tilsat en god portion hårdkogt krimi. Nogle af os frygtede dog også på forhånd det essentielle, fortællingen.

Lad os få ud af verden med det samme, at Scorsese teknisk triumferer med blændende overblik, bestående i altid flotte mise-en-scene kompositioner, som giver grundlag for den rigtige stemning og med et fejlfrit digitaliseret lærred. Hans forståelse for brugen af lys og skygger er sublim til at lægge den rigtige bund af atmosfære. Et eksempel er Di Caprios enetur i blok C. Dette er en af de film, som jeg allerhelst vil se en "making of" feature til. Jeg har på fornemmelsen, at kun enkelte sekvenser er optaget udendøre og at særdeles meget er green/blue screen, bl.a. turen i båden, da Caprio kører i bil med the Warden og hele lys tårnet. Tilsat samme viden om lyd, forstår han at manipulere tilskuerens forventninger som Hitchcock gjorde det og opbygge dette mærkværdige koncept, som vi kender som suspense.

Skuespillet over en bred kam er upåklageligt. Ja Leonardo Di Caprios er faktisk fremragende, så jeg må lede andre steder efter en forklaring på, hvorledes hele dette imponerende underlag, alligevel ikke formåede at engagere og imponere mig på andet end de tekniske meritter.

Mit syn reduceredes undervejs til et studie i betragtningen af mesterligt arbejde, som om dette var en spillefilms lang version af Scorseses Key To Reserva reklame. For hvor Scorsese brillerer med den tekniske pallette, så fejler han først og fremmest grumt mht. at give personkaraktererne autencitet og vedkommenhed og dernæst ved sine utallige forsøg på at sylte historien ind i flere små afbræk og sidehistorier end der er plads til, ikke mindst når Scorsese hellere vil dvæle ved det tekniske islæt, fremfor at drive histoien og få publikum til at bekymre sig om de medvirkende. De mange spring tilbage i Di Caprios minderegister tjente mere som studier i brugen af eye candy cinematografi, end at lade publikum få tid og lov til at dvæle over fortællingens ligning og inspirere til at få de ubekendte variable sat i system.

Som tiden gik måtte jeg konstatere, at jeg var komplet ligeglad med karaktererne og deraf var spændingsniveauet faldet til nulpunktet. Scorsese formår ikke at opbygge en empati for sine karakterer og deres situation.

Ser man på dette ifht. filmens slutning, så kan man måske argumentere for, at der er en grund til, at Shutter Island, modsat f.eks. Clint Eastwood med Changeling, ikke formår at få mig til at investere følelser nok i dramaet og de medvirkende, simpelthen fordi det ikke er formålet, når alt kommer til alt.

Jeg kan ikke lade være med at betragte Shutter Island som en staccato film, der er nødt til at trække store veksler på ens velvillighed til at følge med for enhver pris, for at kunne forveksle slutningen med en tilfredsstillende forløsning. Potentialet var der til en våd drøm, men erektionen udeblev.

Til sidst skal jeg have luft for lidt kritik omkring nogle af Scorseses digitale teknikker, som IKKE virker. Stormen! Den var digital og blottet for troværdighed og derved spænding. Hvis nogle har set gamle film som bl.a. Rebecca og Vindeltrappen, så ved man, hvorledes storm og uvejr kan skabe en utryg atmosfære. Det er kedeligt med disse digitaliseringer!

Skal disse greenscreen transport scener undervejs ses i kontekst af at passe ind i filmens visuelle stil, som homage til de gamle scener i klassiske film, med et lærred bag ved, eller ...? Hvis Scorsese laver det som homage, så køber jeg det, men jeg håber ikke det er noget vi skal til at se meget af fremover, fordi det er "lettere" at lave.

Jeg har det desuden ikke helt let med klatre ture op og ned ad lodrette vægge, når man som i Navarones kanoner ser starten på nedgangen og hurtigt klipper til slutningen, når man er i bund og senere ser opturen på samme måde, som var det den yderste selvfølgelighed, at man nupper sådan en tur :)

Film: 5/10

Når det er sagt, så er Scorsese en gudsbenådet dokumentarskaber og hans bidrag til bevarelse af og restaureringer af film, ubetaleligt. Men jeg savner mandens filmskaber potentiale, nu man har mulighed for at sammenligne med den nye udgave af Taxi Driver.