Digitale lydkilder

I marts-nummeret af Widescreen Review - beklager, det koster penge at læse artiklen, og jeg har ikke tænkt mig at genfortælle alle detaljer, så hvis man ikke vil støtte Widescreen Review (hvilket jeg vil anbefale - et af de få AV blade tilbage med kvalitet over kvantitet), så bliver det måske en tam debat - er der en længere artikel med selektive målinger af forskellige D/A konvertere og AV processorer. Der udledes nogle forskellige pointer, nogle mere interessante end andre, men der er et par stykker jeg gerne vil trække frem. Hvis man finder det interessant, så vil jeg som sagt anbefale at man køber bladet og læser artiklen.

Test-setup'et er kort sagt en PC der genererer nogle specifikke test-signaler, og på forskellig vis føder et digitalt audio-signal ind i forskellige processorer. Herefter måles det analoge output. Det interessante er ikke en diskussion om hvad der er hørbart og hvad der ikke er. Det interessante er at der måles nogle forskelle, som giver nogle interessante konklusioner. Den primære, i forhold til et af de argumenter der oftest har været fremført her på siden når diskussionen går på forskellige digitale kilder, er at der vises en konkret, målbar og repetérbar forskel på samme signal via hhv. HDMI og SPDIF. Samme kilde, samme test-sekvens, samme sample-rate, samme DAC - fuldstændigt samme setup, eneste forskel er HDMI vs SPDIF (med SPDIF som den bedste, hvis nogen skulle være i tvivl).

Det kan ikke gøres mere klokkeklart: Der KAN være forskel på to digitale kilder der leverer bit-for-bit det samme signal. Der KAN måles forskelle i det analoge signal der kommer ud i den anden ende, selv om signalerne er bit-for-bit ens. Jeg kan gå med til at det kan diskuteres hvor hørbart det er, men det er definitivt ikke korrekt at argumentere for at så længe de digitale signaler er bit-for-bit identiske, så er der ingen forskel på det analoge signal det munder ud i i sidste ende.

Det næste jeg finder interessant, er en test af processorernes PLL, dvs. det kredsløb der skal undertrykke dén jitter (digital forvrængning) der findes i det digitale signal der kommer fra kilden. Kort sagt, så er PLL'en i alle de testede mellemklasse produkter fuldstændigt uden virkning. Disse produkter - gængse mellemklasse surround-receivere, primært - er dermed stærkt følsomme overfor kvaliteten af det digitale signal de fodres med. Skribenten anbefaler direkte på baggrund af dette at benytte en højkvalitets asynkron USB>SPDIF konverter, for at få den bedste ydelse ud af mellemklasse produkterne fra en PC. De testede deciderede high-end produkter har i forskellig grad en ganske effektiv PLL, og er dermed mindre følsomme overfor kildens kvalitet.

Den sidste pointe jeg vil nævne, hænger lidt sammen med ovenstående. De produkter der generelt leverer de bedste måleresultater, er high-end produkter uanset alder, med en Mark Levinson 360S DAC fra vistnok 1996 i spidsen. Det interessante dér er at den teknologiske udvikling, nyudviklede DAC chips osv, ikke opvejer den forskel i den målte ydelse, som high-end produktets bedre konstruktionskvalitet medfører. Den mellemliggende teknologiske udvikling har altså IKKE overhalet basal konstruktionskvalitet - den grundlæggende kvalitet i udførelsen er ganske enkelt vigtigere end om teknologien er ny. De nyeste high-tech komponenter i en billig eller sågar mellemklasse konstruktion giver ikke bedre ydelse end gammel teknologi i high-end udførelse, selv med et produkt som en D/A konverter, som i de flestes optik er dét produkt inden for hifi der har flyttet sig mest de senere år.

Jeg finder det interessant at alt det ovenstående stemmer fint overens med den gængse opfattelse blandt high-end hifi entusiaster, og intet af det vil være særligt overraskende for de fleste af dem vi ynder at kalde "audiofile". Spørgsmålet er så om der er nogen af skeptikerne der vil revidere sin holdning, når der fremvises konkrete mållinger der går imod den gængse "skeptiker"-opfattelse.

Jeg synes ikke artiklen giver helt konkret svar på hvorfor forskellen opstår, udover at antyde at der er flere ting der gør sig gældende. Nogle af de støj-spikes der opstår i målingerne findes f.eks. også på SPDIF målingerne, så snart HDMI kablet bliver sat i - selv om man stadig måler SPDIF signalet. Det drejer sig altså om stel-støj af forskellig art fra signalkilden, som kommer med via HDMI forbindelsen men ikke via SPDIF forbindelsen (muligvis fordi den benyttede USB>SPDIF konverter har en galvanisk adskilt USB bøsning - det har jeg ikke lige undersøgt). Men der er også noget harmonisk forvrængning som jeg ikke kan se burde være afhængigt af disse støj-spikes (uden at jeg er ingeniør nok til at kunne sige det med sikkerhed).

Jeg forklarede mig nok ikke godt nok, dét artiklen i Widescreen Review omhandler er netop jitter, og beskriver blandt andet forskellige former for jitter, og hvorfor det ikke giver mening bare at angive jitter som et tal, da det kan dække over forskellige typer af problemer. Artiklen fremlægger forvrængningsspektrum for en række målinger. Det er alment accepteret (bortset fra blandt visse "internet-eksperter"...) AT HDMI har mere jitter. Dét jeg tror p.las spørger om, er: HVORFOR er der mere jitter på HDMI. Det er jeg ikke sikker på at jeg har et præcist svar på.

 

Det er først når det skal laves analogt problemerne opstår.  

Jeg er udemærket klar over de forskelle der er beskrevet i artiklerne ovenfor (ellers ville jeg nok heller ikke kunne beholde mit nuværende job). 

Det interessante for mig er i hvor høj grad det kan høres, og det afhænger rigtig meget at hvad man vælger at hælde igennem. Det letteste vil formentlig være at høre fejl med rene toner. På den måde er ørets maskerings threshold minimal, og det er muligt at høre distortionprodukter. Med musik eller bare tale vil der være meget mere vanskeligt. Ikke umuligt afhængig af hvor grelt det er, men vanskeligt.