Levetid på elektronik

Henrik... Det er jo netop dét jeg har oprettet tråden for at gøre opmærksom på. Den historie er noget jeg hører oftere og oftere. Og nej jeg tror ikke det er en butik der forsøger at snyde kunden. Problemet er at "kendte producenter" ikke længere er nogen garanti. Nærmere tværtimod - Samsung og Philips må om nogen siges at være "kendte producenter", og det er typisk dem jeg hører historien om - nu kan vi så skrive Sharp på listen, men der er stensikkert flere af de store hvor dette vil kunne opleves. Hele balladen er netop at hvor det i "gamle dage" var et fænomen man vel i et eller andet omfang forventede af såkaldte "handelsmærker", dvs. Denver, Lumatron osv, så har det bredt sig til netop også at være et problem hos dét man ellers ville kalde mærkevarer.

Og jeg forstår godt at reaktionen bliver som dén fra Cybersp@ce: Når det alligevel ikke holder længere, så kan jeg lige så godt bare købe den billigste. Det er præcist dér den største del af problematikken ligger, og jeg vil mene at de producenter der rent faktisk satser på længere holdbarhed (B&O i særdeleshed, måske i en vis grad Sony?) burde slå sig mere op på netop dette, og eksempelvis tilbyde langvarige fabriksgarantier, ligesom de fleste højttalerproducenter. Yamaha gør det til dels med Aventage, som de giver tre års garanti på. Ikke helt nok til at gøre den store forskel, men dog et skridt på vejen. Mange mindre producenter giver både 5 og 10 års fabriksgaranti, og der findes enkelte med livsvarigt garanti til første køber. Jeg mener principielt at forbrugerne burde forlange 10 års garanti på elektronik - om ikke ligefrem via lovgivning, så som konkurrenceparameter. Og min påstand er altså at den eneste grund til at det ikke sker, er at folk har en falsk forventning om at det er en selvfølge at elektronik holder mere end 10 år.

Og en sidste detalje: Lad være med at tro at det altid har været sådan, og vi bare hører om flere problemer "på grund af internettet". Jeg har i min fona-tid i slutningen af 90'erne flere gange oplevet Philips skifte billedrør per kulance på 5-6 år gamle tv, noget man gjorde fordi den forventede levetid på et billedrør var meget mere, selv om der kun var ét års garanti. Dette på helt almindelige konsum-modeller i 4-5000,-s klassen. Dén praksis finder man næppe en TV-producent i dag der vil efterleve - uanset mærke og pris. Lang levetid er simpelthen ikke en konkurrenceparameter, fordi kunderne ikke er opmærksom på at det burde være det (er min påstand).

Dermed får vi kvantitet istedetfor kvalitet, hvilket jeg i hvert tilfælde ikke ønsker.

 - Kunne TV-producenterne ikke også nøjes med at lave færre bedre modeller

end at skulle komme med 10+ modeller hvert år i xx antal størrelser?
~ Cybersp@ce  ~

 

Vi lever i en køb og smid væk kultur.

 

Det bedste sted at spørge er nok en B&O forhandler. Dem kan der selvfølgelig godt være nogen af herinde.

 

B&o konstruere deres produkter så der ingen steder bliver over 50° varmt, det er med til at sikre længere holdbarhed.

Det er der pudsigt nok faktisk en del der gør, så snart de skal til at pådutte dig tillægsforsikringen... Men det er et sidespring.

M

Non-Desperado skrev: Personligt kunne jeg godt tænke mig et Beovision 10/11, men når jeg ser på priserne for 46"-udgaverne, så kan man jo få en Sony- eller Panasonic-topmodel to gange for samme pris, og så endda i 55". Og så er det jeg spørger mig selv, om det i længden ikke bedre kan svare sig at købe to japanske topmodeller i løbet af ti år fremfor ét B&O i samme periode?

Jeg tror svaret afhænger meget af hvem man er. Nogle mennesker kan ikke leve med at dét produkt de har ikke er den sidste nye model. De vil næppe være glade for et B&O tv i ti år. Man kan så diskutere om de kan være glade for et Panasonic i fem... Men hvis man ser isoleret på holdbarhed vs pris, så tror jeg ikke det kan betale sig at købe B&O'en. Men så sort/hvidt er det jo ikke, for hvis vi nu antager at de to løsninger koster det samme, så vil B&O'en give dig f.eks. langt bedre lyd, lækrere design, langt bedre betjening, og i det hele taget større ejerglæde. Omvendt, så vil japanerne sandsynligvis give dig bedre billedkvalitet i de sidste 5 år, hvor du kan købe en nyere model. Denne effekt vil jeg dog argumentere for er ved at flade ud, efterhånden som udviklingen flader ud. Jeg vil argumentere for at produktet "fladskærms-tv" er ved at være modnet i udviklingen, og at der ikke kommer flere markante, væsentlige ryk i den maksimalt opnåelige billedkvalitet. Det bekræftes jeg i hver gang jeg ser en 9. generations Pioneer. Om 5 år er dét stadig et pisse godt tv.

Ovenstående tager ikke hensyn til at jeg personligt slet ikke mener B&O's billedkvalitet er specielt god. Men jeg vil argumentere for at dem der gav f.eks. 25.000,- for et Pioneer for 5 år siden, er bedre stillet her og nu end hvis de havde givet 12.500,- for et Panasonic for 5 år siden, og 12.500,- for et Panasonic i dag (vurderet på rå billedkvalitet, jeg er helt med på at der er udfordringer mht. tuner, smart-tv osv)

Men essensen i det er at man skal starte med at se indad, og overveje om man ville kunne holde på ejerglæden ved at have en gammel high-end luksusmodel, frem for en ny japaner som måske på papiret er foran på nogle punkter. Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, ville jeg afgjort svare at langtidsholdbarhed ragede mig en pind, jeg havde alligevel skiftet det ud længe før garantiens udløb. Men jeg må indrømme at i dag er jeg blevet mere fokuseret på at købe færre men bedre ting, som jeg kan bruge i længere tid. Det gælder ikke kun elektronik. Jeg har for eksempel en Hugo Boss t-shirt, som jeg var heldig at få til halv pris for 5-6 år siden, men som havde en normalpris på 600,-. Før dét tror jeg aldrig jeg har brugt over 100 kroner på en t-shirt i mit liv (bortset fra nogle fan t-shirts). Jeg bruger den rigtigt meget, og den har bogstaveligt talt været vasket 100 gange, uden at jeg har behandlet den pænt (ikke noget særligt vaskemiddel eller lignende). Men den ser fuldstændigt ud som ny, og det er stadig dén t-shirt jeg er gladest for. Det kan jeg sætte pris på nu, men det kunne jeg næppe for 10 år siden. Og nok så væsentligt, jeg vidste ikke at det ville være sådan da jeg købte den. Det svære består i, præcist som med elektronik, at gennemskue det før købet. Jeg kan for eksempel ikke finde en ny Boss t-shirt i dag, som har samme stof-kvalitet som min gamle. Jeg tror desværre elektronik-verdenen er kommet meget langt ned ad den negative spiral det er, at selv HVIS man ønsker at købe et langtidsholdbart produkt, og er villig til at betale rigtigt meget ekstra for at få det, så er det ikke sikkert det overhovedet findes på markedet. Jeg har altid været tilhænger af at folk selv kan vælge om de vil det ene eller det andet, men det valg er i praksis ikke længere så frit, fordi de langtidsholdbare løsninger bliver presset ud af markedet.

Hvis du har nogenlunde kontrollerede lysforhold, så mener jeg at den bedste løsning p.t., både hvad angår holdbarhed og billedkvalitet, er et Panasonic pro-display, helst med en ekstern video processor ala Lumagen eller evt. DVDO iScan Duo (fordi pro-panelerne ikke har en brugbar indbygget CMS). Din beskrivelse af behovet skriger efter lige præcist dén løsning. Skulle jeg selv købe en fladskærm her og nu, og budgettet rakte til det, så blev det helt sikkert dén løsning jeg selv valgte. Afhængigt af størrelse taler vi vel om 30k+. Dyrere end japnanerne, men billigere end et "rigtigt" B&O.