Getmore. Rep. af LCD TV

juristen skrev: Vil da lige tilføje at der i købeloven § 79, stk. 1, står: Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed. Der er ikke nævnt et eneste for sælger subjektivt forhold, hvilket også tyder på, at sådanne ikke er relevante.

Der er ikke nævnt nogen subjektive forhold i købeloven § 79, stk. 1, hvilket helt klart indikerer, at sådanne forhold ikke er specielt tungtvejende, men det fremgår også at formuleringen tages navnlig hensyn til, at dette kun er eksempler på tungtvejende forhold, hvorfor andre forhold også kan have betydning.

Som forbruger har jeg en betragtning der gør man også selv må tage og sige tålmodighed er ok men i begrænsede mængder, her tænker jeg på vi også selv som forbrugere skal passe på med forventninger og hvor hurtigt ting skal gå - indenfor rimelighedens grænser!

Der er regler der skal overholdes. Men teori og praksis er bare ikke altid det samme. Rent logisk set, kan vi alle forholde os til de ca. rammer der er lagt fra købeloven + den betragtning man altid vil vurdere hver enkelt sag, men problemet opstår jo ofte, når man som forbruger føler forhandlere spiller ansvar overpå andre dvs køber eller 3 mand og man er faktisk meget ofte gidsel som køber.

Forstå mig ret købeloven og domme er sikkert klokkeklare, men hvor mange orker disse sager der fx. skal via forbrugerstyrelsen og derefter via en domstol, da forbrugerstyrelsen ikke er en myndighed. Realistisk set ved forhandlerne dette og ja ofte udnytter de det også.

Jeg syntes klart der mangler en instans til disse sager, der skulle være med til at sætte dagsordenen fremover for både køber og sælgere så man sammen kunne nå til et udgangspunkt omkring forventninger og regler osv. Uden at det tager i op til 1 år måske mere at få en afgørelse som en forhandler dermed SKAL rette sig efter.

Man har så med internet butikker forsøgt sig med e-mærket som i det store hele ikke rigtigt betyder noget fordi igen troværdigheden med dette mærke og det, det burde stå for kontra hvor ofte man tjekker og hvordan man tjekker hænger bare ikke sammen. I alt for mange forhandleres betingelser, fremgår der ting der enten er i direkte modstrid med købeloven om krav til køber (her tænker jeg mest på privat) eller ting der er på grænsen til hvad god etik osv. burde kunne lade sig gøre.

Sidst til juridsten og den juridst studerende. Begrebet RMA som mange forhandlere online som fx. getmore benytter, er det et "lovligt" krav fra en forhandler rent juridisk? :)

Er der krav om hvem der har ansvaret for at informerer hvem, dvs er det sælger der indenfor et tidsrum skal informere om hvordan sagen går, eller det er mere en gråzone? syntes tit man selv som forbruger skal bruge sin tid på at rykke hist og her fordi service efter salg i den grad er nedprioriteret af sælger samt evt. tjekinstanser.

juristen skrev: Så vidt jeg ved, men jeg er ikke sikker, så har vi ingen officiel sommerferie mere, idet industriferien er afskaffet - selv domstolene har åbent hele sommeren.

Hvorvidt der er en officiel sommerferieperiode, skal jeg ikke kunne sige, men der er ikke tvivl om, at de fleste afholder nogle ugers ferie i folkeskolens sommerferie.

juristen skrev: Sondringen mellem genus- og specieskøb er, som jeg ser det, irrelevant her, idet det ansvar, det drejer sig om her, er ansvaret for at levere kontraktsmæssigt ikke erstatningsansvaret.

Enig, sætningen omkring genus/species var blot et eksempel på lovgivningsmagtens valg omkring subjektiv/objektiv ansvar.

juristen skrev: Jeg er ikke blind for, at de omtalte forhold selvfølgelig vil spille ind, men du skriver i din post 20:45, at "[f]erieperioder har betydning for vurderingen, men udviderer normalt ikke perioden med mere end 1-2 uger", hvilket jeg hverken finder holdepunkter for i loven eller praksis. Jeg mener ikke, at det generelt kan siges, at ferie giver +x antal dage, men det er klart, at de konkrete omstændigheder gør, at en reparationstid kan anses for rimelig.

Der var det nok mig, der var lidt for hurtig. Havde ikke lige fået kigget i loven (er på ferie), hvorfor jeg havde glemt lovens § 79, stk. 1. Det er klart, at et subjektivt forhold som ferieperiode, ikke kan medfører en så lang en forlængelse af afhjælpningsperioden, som jeg først skrev. Du har nok også ret i, at det er meget svært at sige noget konkret om, hvor mange dag eller uger dette kan foreøge afhjælpningsperioden, det vil altid være en konkret vurdering.

juristen skrev: I den konkrete situation mener jeg, at "rimelig tid", må anses for overskredet, men der er på den anden side nok ikke så meget at gøre, da getmore højest sandsynlig ikke hoster op med et nyt tv eller lader dig ophæve aftalen. Så vent og se om det ikke kommer om en uge :)

Man skal ALDRIG gå ud fra, at der nok ikke er så meget at gøre.. Det er netop det der er årsagen til , (plus folks manglende vide om købeloven), at disse fundementale ting ikke bliver rettet.
Den pågældende forhandler kan faktisk blive tvunget til at hæve handlen, hvis sagen kommer for en domstol. Det tager ekstremt lang tid. Men ikke desto mindre kan det ske.

Smurf skrev: Forstå mig ret købeloven og domme er sikkert klokkeklare, men hvor mange orker disse sager der fx. skal via forbrugerstyrelsen og derefter via en domstol, da forbrugerstyrelsen ikke er en myndighed. Realistisk set ved forhandlerne dette og ja ofte udnytter de det også.

Forhandlerne ved det unægteligt, men jeg tror ikke de ligefrem udnytter det.
Jeg tror faktisk at de fleste forhandlere helst så at de kunne klare alle reklamationer inden for den for kunden rimelig tid. Problemene opstår bare gerne på uheldige tider eller i voldsomt omfang, så disse forhandlere simpelthen ikke kan magte opgaven. Det er virkelig hårde krav de er oppe imod med 2-3 uger for rep. af et tv. Og hvis deres serviceværksted glipper, så er det forhandleren der står med håret i postkassen.

I elektronikbranchen er der ingen tvivl om, at der laves ekstremt meget bras. Billige produkter der langt fra overholder noget som helst, og som går i stykker kort tid efter de er tændt, hvis ikke de allerede ved ankomst er defekt. Det er selvfølgelig forhandlernes ansvar, og det er også ganske logisk at dette pres lægges på dem. Men der er altså mennesker derude, der forventer at forhandlerne handler med disse billige produkter, og de skal helst være endnu billigere endnu. Og så begynder møllen at køre. Det skaber enorme problemer, som jeg er ret sikker på forbrugerklagenævnet kan snakke med om. De er nemlig også presset med alle de sager de har liggende. Det er ikke uden grund, at en simpel sag om et defekt bundkort (som jeg selv har haft kørende), det tog præcis et år, før dem kom en afgørelse, og i det år, der havde forbrugerklagenævnet ikke engang selv nået at kigge på bundkortet.

Der findes ikke en løsning på problemer som disse. Der findes ikke engang procedure der kan gøre det nemmere, fordi de involverer alle parter, lige fra producenter til forbruger, samt 3. partere i form af netop forbrugerklagenævnet og domstolene. Ja sågar regeringen i og med det er dem der laver lovene.
Der findes kun muligheder for at gøre de ikke nedfældet producerer mere praktisk for forhandlere og forbrugere, og der har man f.eks RAM, som vi kommer til nu.

Smurf skrev: Sidst til juridsten og den juridst studerende. Begrebet RMA som mange forhandlere online som fx. getmore benytter, er det et "lovligt" krav fra en forhandler rent juridisk? :) Er der krav om hvem der har ansvaret for at informerer hvem, dvs er det sælger der indenfor et tidsrum skal informere om hvordan sagen går, eller det er mere en gråzone? syntes tit man selv som forbruger skal bruge sin tid på at rykke hist og her fordi service efter salg i den grad er nedprioriteret af sælger samt evt. tjekinstanser.

Vi skal slå fast med 12" søm..
Mht. ansvar, så er der kun een som bære ansvaret.
Det er ALTID forhandleren hvor varen er købt. Dette kan ikke på noget som helst tidspunkt ændre sig i en given sag.

RMA opfatter jeg som et forsøg på at gøre tingene nemmere for alle parter, både forhandlere og forbruger, samt ikke mindst producenter. Det funger oftest fint nok, ihvertfald for dem som bruger det effektivt. Men det fralægger ikke ansvaret for forhandleren på noget som helst tidspunkt, heller ikke kommunikationsmæssigt.

Hvis vi ser på alt dette meget generelt, så er det faktisk detailbranchen som selv har skabt en enorm forvirring i hele dette købelov cirkus. RMA er blot endnu et tiltag, som jeg dog må erkende, jeg som forbruger synes er fornuftigt.
Der hvor problemerne opstår, det er når vi snakker jura og ansvar.

Tag en producent som Philips. De yder både service og support på deres produkter. Et fænomen man egentlig burde forvente fra forhandlerens side. Men Philips gør det selv. Og det er påtrods af at de ikke har noget juridisk ansvar i en handel over for en forbruger.
Dvs. Philips´s forhandleren de er i bund og grund blot sat i verden for at lange vare over desken. Sker der noget med disse vare, eller er der forbrugeren som ikke forstår hvordan man benytter dem, så skal man ringe til Philip´s support.
Umiddelbart smart nok, men det forvirrer begreberne, når der så går noget galt. For som forbruger sidder man og snakker med en part, som faktisk ikke kan/vil gøre noget med en reklamation. Det skaber enorme frustrationer hos forbrugerne, ikke mindst fordi man føler det er spild af tid. Man ringer bogstavligt til op til en, for at få at vide, at man skal ringe til en anden. Men det er ikke det som købeloven siger. Den siger derimod, at du ikke skal ringe op til den første, men derimod den anden.

Hvorfor sker alt dette så?

Årsagen synes for mit vedkommende ret enkelt. Pris pris pris... Vi er simpelthen for fokuseret på pris hele tiden. Vi kan ikke få det billigt nok. Og faktum er, at jo billigere pris, desto mindre et eller andet andet. Service koster, og det koster enormt mange penge. Specielt med mange af disse billige og elendige produkter der sælges, de kræver temmelig meget service, fordi de dels ikke er skruet sammen godt nok, der er brugt for lidt resourcer på at lave en ordentlig vejledning, og sidst men ikke mindst, så går de i stykker for et godt ord.
Det er pardoksalt, at netop de produkter som er billige, der er der ikke afsat service og resourcer til. Men det er netop dem der kræver mest.
En forhandlerne som Getmore har jo netop ikke 27 mand siddende ved telefonerne for at afhjælpe problemer for hr. og fru danmark. En forhandler som Getmore har ikke 20 biler susende rundt i landet og indsamle defekte vare/reklamationer til reparation. De er ganske enkelt nødtil at allierer sig med andre på een eller anden måde. Og selv det koster kassen.
Når så en forhandler som Getmore gerne vil yde lidt ekstra service, så skal pengene tages et sted fra. Og der er kun varene at tage dem på, hvorfor de så vil stige. Men når de stiger, så er de ikke billigst mere, hvorfor kunderne falder fra/handler andre steder (med tilsvarende dårlige sevice), og så dropper Getmore den service igen, og fokusere på prisen. Og så er vi tilbage hvor vi startede.

Det er ikke nemt at være forbruger. Men det må dælme heller ikke være nemt at være forhandler. Spørgsmålet er om mange af disse problemer ikke i virkeligheden skyldes producenterne, og tildels også den måde vores købelov er fokuseret på forholdet mellem forbruger og forhandler, og ikke forholdet mellem forbruger og producent/vare.

Een ting er dog sikkert, nemt er det ikke. Og jo flere billige vare vi får, desto værre bliver alt dette.

Hother skrev: Når jeg tænker på hvor mange indlæg jeg læst i gennem tiderne der omhandlet mamut lange reparationstider, manglende svar til kunden, manglende reaktioner, og i det hele taget manglende respekt fra forhandlernes side for overholdelse af forbrugerlovgivningen mv., så virker det helt afgjort på mig så om, at forbrugerlovgivningen er ret værdiløs.

Forbrugerlovgivningen er som sådan ikke værdiløs. Den kan muligvis skrues sammen på en anden måde. Som jeg netop skrev, så kunne en interessant vinkel være, at skabe en langt bedre konstrast mellem forbruger og producent, fremfor forbruger og forhandler. Hvordan det fysisk skulle være muligt, det ved jeg ikke. Men faktum er, at rigtig mange problemer er opstået i/hos producenten, men det er forhandleren der står med håret i postkassen, og denne er oftest ikke gearet til at kunne håndter det i større mængder.
Et rigtig godt eksempel er den sag der kørte med Philips tvét for ca. ½ år siden. Der stod forhandleren uden tvivl i en ekstrem klemme mellem en hulens masse forbrugere og så producenten, som intet som helst judrisik ansvar havde i denne sag. De havde blot fremstillet noget der ikke virkede.

Hother skrev: Der er så mange "men´er" - forskellige konkrete helhedsvurderinger osv., at stort set alle og enhver kan slippe nemt ved at omgå såvel den gældende lov, som intensionerne bag loven. Og det er jo desværre den billigste løsning.

Det er en misforståelse at sige, at der er så mange men´er. Tværtimod er der ganske få af dem, og formuleringerne er forholdsvis klare. Folk er oftest bare ikke bevidste om deres rettigheder, hvilket forøvrigt også gælder forhandlerne, som ikke er bevidste nok om deres forpligtigelser.
Samtidig med alt dette, så er mængden af sager nok så stor en hurdle for forbrugerklagenævnet, at sagerne har det med at tage så lang tid, så folk opgiver på forhånd. Det er et temmeligt alvorligt problem efter min mening, for systemet funger. Det er bare ikke effektivt nok.