Udgangseffekt?

Samspillet mellem forstærker og højttaler er med andre ord en ret kompleks størrelse. Derfor, hvis man skal måle en forstærkers reelle ydeevne, så er vi ude i noget med et kompliceret diagram af mange forskellige målinger, og hvor dét at læse diagrammet i sig selv er så kompliceret at det ikke har den store gevinst for de fleste brugere alligevel. Det vil oftest være mindst lige så nemt i praksis at tage et kig på konstruktionen, og gøre sig en "kvalitativ" vurdering, ligesom når man køber sko: Virker det seriøst opbygget, hvor meget vejer den, ser komponenterne ud til at være af god kvalitet, ser strømforsyningen solid ud, og ikke mindst - lyder den godt i praksis. Hvis dét virker overbevisende, så kan det sådan set være ret lige meget hvor mange watt man kan måle den til, med nok så seriøse målinger. Det samme kan så siges om højttaleren, følsomheden og den gennemsnitlige impedans er ikke i sig selv nok til at sige om højttaleren er nem eller svær at trække.

 
Det er åbenlyst at det er rigtigt at Watt opgivelserne er ligegyldige hvis bare anlægget gør hvad det skal og i øvrigt lyder godt. Det er bare ikke nogen hjælp til den der gerne vil vurdere om en given forstærker er kraftig nok til det den nu engang skal bruges til. Det er altså ikke alle der har mulighed for eller interesse i at afprøve alt muligt forskelligt udstyr for at se om det lige spiller ordentligt sammen de højttalere de evt har i forvejen. Målet med en sticky må være gøre gøre læseren bedre i stand til at vurdere hvad der er skidt og kanel og så nytter det ikke fortælle dem at de skal bruge en badevægt og i øvrigt prøve sig frem.

Som et konkret eksempel, så har jeg to forskellige sæt gulvhøjttalere i butikken, sæt A opgivet til 4 ohm/88 dB, og sæt B i nogenlunde tilsvarende størrelse og prisklasse (andet mærke), opgivet til 4 ohm/86 dB. Hvis vi skal tro på tallene, så er sæt A nemmest at trække (marginalt, godt nok). Og ganske rigtigt, hvis du sætter de to på en tilpas god forstærker, så spiller sæt A højere end sæt B. Så langt så godt. Men sætter vi dem til en af de forstærkere som jeg ved har det lidt vanskeligt med svære belastninger, så sker der noget pudsigt: Med sæt A, så lukker forstærkeren ned efter få minutters drift ved halvhøj volumen. Med sæt B, kan jeg spille løs i timevis uden problemer, og endda spille mere end de 2 dB højere, som følsomheden angiver som forskel. Det vil sige, at i praksis kan jeg spille højere i længere tid, med sæt B - selv om tallene jo antyder det modsatte. Årsagen skal findes i at impedans-opgivelsen på 4 ohm er et gennemsnit, og mens begge sæt har en minimums-impedans omkring 3 ohm (hvilket er ret lavt), så har sæt A nogle meget store udsving i forløbet, mens sæt B har et meget mere jævnt, ensartet forløb. Hvis vi skulle bedømme højttalernes belastning af forstærkeren, så skulle vi altså have haft hele kurvernes forløb at se, og ikke bare bedømme dem på nogle simple, nemt gennemskuelige gennemsnits-tal. Og hvor mange "almindelige" forbrugere tror I ville kunne gennemskue den slags kurver, og oversætte det til hvad det betyder for forstærkerens tilsvarende komplicerede kurver?

 

Forfra: En fordobling i lydtryk er 6 dB akustisk, men 3 dB elektrisk.