Skabelseshistorien

Lad mig først og fremmest slå fast, at jeg bestemt ikke ude på at beklikke Otto’s hensigter. Jeg har krydset klinger med ham adskillige gange i diverse fora, og jeg er sikker på, at han ikke har noget i mod en stikpille som den, jeg sendte af sted. Otto kan jo undertiden selv være provokerende, men han er altid velargumenterende og er altid god for et par interessante synspunkter, og jeg er tit blevet en hel del klogere af at læse Otto’s indlæg.

Og så en anden tilståelse; min interesse for det korrekte billede er nok ikke så stor, som min interesse for den bedste lyd. Jeg er nok påvirket af, at jeg gennem tiderne har set for mange film på elendige fjernsyn. Derfor står jeg af, når folk snakker om sortbalance og farvekalibrering og automatisk justering af kontrast. Og derfor er jeg måske heller ikke målgruppen i denne diskussion, men er altså polemisk nok til alligevel at blande mig.

Men lad mig underbygge det med blindgyden. Otto argumenterer for, at man kun kan udtale sig om smagen af leverpostej, hvis man har smagt leverpostej. Logik for burhøns – for nu at citere Otto selv. Men så ender diskussionen vel blot med, at de, der mener at have den perfekt kalibreret fladskærm, kan give hinanden ret i, at det er det eneste måde, man kan nyde en film på – og andre kan ikke blande sig, for de har jo ikke et korrekt indstillet fjernsyn, og ved derfor ikke hvad der bliver talt om.

Og så er der argumentet om man skal lade film fremstå som det kunstværk, det kan være. Her mener jeg altså ikke, at et par procent mere eller mindre rød kan spolere en filmoplevelse – akkurat som manglende bas fra en stativhøjttaler helle ikke kan ødelægge et godt stykke musik. Mange af de helt store filmkunstværker er i en elendig teknisk kvalitet (Hitchcock, Wells (Citizen Kane) for ikke at tale om Fritz Lang), men det betyder for mit vedkommende ikke det store.

Men spændende diskussion, Otto (igen) har sat i gang, og jeg er glad for, at jeg som fladskærmsignorant alligevel kan give mit besyv med ;-)