Skabelseshistorien

En del af problemet er vel ogsaa, at alle har forskellige oejne, samt det allerede naevnte lysforhold.

Et TV kan vaere 100% korrekt kalibreret, men ens oejne opfatter maaske (formodentlig) ikke 100% korrekte farver - og hvad nytter det saa, ud over fornoejelsen af at vide, at ens TV viser farverne korrekt?

I det tilfaelde skal man saa maale hvor meget ens oeje laver afvigelse paa f.eks. blaa-skalaen og korigere efter det?

 

Jeg er dog staerk fortaler for, at man helst skal se filmen, som instruktoren har taenkt/set den. Isaer hvis man skal kunne kommentere og diskutere filmen paa lige vilkaar!

Jeg kan slet ikke forstaa, at dreamz begynder at snakke om at adaptere en film efter eget smag og naevner alt fra kameravinkel til farver som han vil aendre efter eget behag - jamen saa ser du jo ikke den film, som du er tiltaenkt at se den, hvilket saa foerer, at du faktisk bedoemmer den paa forkert grundlag.

Hvis kameravinklen irriterer, saa maa man blive enig med sig selv om, at det nok ikke er den stil, der mest tiltaler en.

 

 

       

 

Hm - for det første, så vil jeg sige at det er yderst få film hvor man ikke har lagt et pænt stykke arbejde i at lave et bestemt udtryk. Om det gør det decideret _vigtigt_ for forståelsen af filmen, det kan man vel altid diskutere - det er en del af helheden. Hvor meget musik findes der hvor lydkvaliteten reelt er vigtig for det kunstneriske udtryk?

 

Men jeg kan da starte med mine klassiske eksempler, som jeg plejer at hive frem. Når jeg lige får lidt mere tid end jeg har lige nu, kan jeg formentligt finde på masser af andre: Charlie og Chokoladefabrikken, her er der en meget tegneserie-agtig, meget kraftig farvesætning.  Når græsset er lavet af slik, skal det naturligvis ikke ligne græs, men slik. Titanic - ikke så markant, men alligevel, i starten er farvetonerne varme og behagelige, da skibet synker er toningen blålig og kold - man skal jo fryse sammen med skuespillerne. Hairspray - sødsuppe  pastel-farver over det hele, det er jo en sødsuppe film. Sin City - medgivet, det er så markant at de fleste næpper misser pointen når det meste er sort/hvid, mens blod er skrigrødt, men hvis gråskalaen er meget forkert, så ryger tegneserie-stemningen faktisk lidt, så bliver det bare en sort/hvid film med farvestænk, ikke en tegneserie. Den nye King Kong - farverne er meget sepia-tonede, for at give indtryk af at det foregår i 30'erne. Hvilket jo er komisk, for 30'erne var ikke sepia-farvede, men det er vores indtryk af 30'erne, fordi alle de billeder vi har set fra dengang var sepia-farvede. Matrix, der er en grønlig skygge om alting, som skal give associationer til gamle sort/grønne monitorer og de grønne bogstaver, for at understrege at det er en kunstig, digital verden. Cars - er det mon tilfældigt at Lightning McQueen, der repræsenterer amerikansk overforbrug, er ret tæt på at være coca-cola farvet?

 

Medgivet, det er ikke så meget af det hvor man ikke kunne have fortalt historien helt uden farve hvis man ville. Men den bevidste brug af farvesætningen er med til at understrege pointerne, det er en del af helheden, og gør helheden mere spændende og interessant, end hvis farverne var tilfældige eller manglende. Jeg er sikker på jeg kan finde flere åbenlyse eksempler, dette var et udpluk af ret forskellige genrer.